Gør det igen: Reshopper opkøber konkursramt legetøjsfirma
Det danske brand Fabelab gik tidligere på måneden konkurs. Nu har kendte iværksættere sikret legetøjsmærkets overlevelse.
De kendte iværksættere Jesper Buch og Casper Blom har gjort det igen.
Sammen med det danske selskab Luxkids har erhvervsprofilerne opkøbt det danske interiør- og legetøjsmærke Fabelab. Selskabet har eksisteret siden 2018, men måtte tidligere på måneden begære sig selv konkurs, fordi salget svigtede og usikkerhed i markedet gjorde det umuligt at fortsætte.
Nu er det så op til Reshopper og Luxkids, der står bag flere børnetøjsmærker, at føre Fabelabs forretning videre.
»Vi glæder os til at kunne afsætte Fabelab’s fantastiske varer til danske børnefamilier via Reshopper’s markedsplads app og egne fysiske butikker,« udtaler adm. direktør i Reshopper, Casper Blom, i en pressemeddelelse.
Fabelab leverede sidste år et overskud på 2 mio. kr. efter skat, og selskabets produkter sælges af mere end 500 forhandlere i hele Europa.
Opkøbet er det seneste af en lang række opkøb for både Luxkids og Reshopper, der har mere end 250.000 brugere gennem appen af samme navn.
Både stifter Casper Blom og serieinvestor Jesper Buch har store planer indenfor børnetøjsbranchen. Gennem Reshopper vil de to medejere udrulle fysiske Reshopper-butikker over hele landet. Ligesom de vil få selskabets app til at vokse.
Samtidig er ambitionen at udvide børneuniverset ved at opkøbe konkursramte selskaber.
Alene de seneste år har Casper Blom overtaget omkring 25 konkursbo og mindre webshops, varelagerer og butikker, der alle har kastet håndklædet i ringen. Et af de største opkøb var børnetøjsforhandleren Tinderbox, der gik konkurs i september i år.
Forud for konkursen forhandlede Tinderbox kendte mærker som Ralph Lauren, Stella McCartney Kids og Tommy Hilfiger.
Casper Blom var også med, da Danmarks ældste legetøjsforretning, Geppels Legetøj, blev reddet fra lukning.
»Hvis vi vokser organisk med markedet, kan vi ikke undgå at få en meget større forretning i løbet af de næste år. Der er skabt rigtig mange imponerende børnetøjsbrands, men konceptuelt er det meget de samme butikker og kæder de seneste mange år. Det er godt med et frisk pust,« har han tidligere udtalt til Finans.
Stifteren ejer 25-35 pct. af Reshopper og er direktør for både Reshopper og datterselskabet Kids Group.
Jesper Buch har en ejerandel på 5-10 pct. i begge selskaber.