Fortsæt til indhold

Lizette Risgaard undskylder for upassende opførsel

Aftenen inden et hastemøde i FH's forretningsudvalg siger formand Lizette Risgaard nu undskyld for upassende opførsel.

Formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard. Foto:Stine Bidstrup.
Erhverv

Lizette Risgaard, formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), leverer nu en uforbeholden undskyldning til personer, der har oplevet, at hun har opført sig upassende.

Det sker i et opslag på Facebook inden et krisemøde i fagbevægelsen fredag morgen om flere krænkelsessager mod Lizette Risgaard.

»Konkret har personerne oplevet uønsket fysisk berøring - eksempelvis at jeg har haft min hånd for længe på deres ryg, når jeg har givet dem et kram, at jeg har taget dem på numsen og har danset for tæt på dem - eller at jeg på anden måde har opført mig upassende i sociale sammenhænge,« skriver hun på Facebook og tilføjer:

»Det er ikke alle, der føler sig krænket, men de har alle følt, at deres grænser er blevet overtrådt. Jeg er dybt berørt af historien og meget ked af det, for det har naturligvis aldrig været min intention. Men det er vigtigt for mig at sige følgende: Jeg mener, at det i udgangspunktet altid er den krænkede, der definerer, hvornår man er gået over stregen. Derfor vil jeg også gerne give en uforbeholden undskyldning til de personer, der har oplevet, at jeg har opført mig upassende. Undskyld!«

Torsdag aften kom det frem, at der var indkaldt til et hastemøde i FH’s forretningsudvalg fredag morgen. Mødet, som finder sted fredag klokken 7, skal omhandle sager om upassende adfærd fra FH-formand Lizette Risgaards side, erfarede blandt andre Finans.

Lizette Risgaard er blevet mødt med anklager om, at yngre mandlige medlemmer og ansatte i fagbevægelsen har oplevet grænseoverskridende og krænkende adfærd fra hendes side.

Hasteindkaldelsen sker ifølge Berlingske med direkte henvisning til, at Berlingske og Ekstra Bladet i flere uger har researchet en historie om Lizette Risgaard. Medierne skriver, at de onsdag henvendte sig til Fagbevægelsens Hovedorganisation for at få en kommentar fra Lizette Risgaard til en kommende artikel, men det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar til historien.

Lizette Risgaard har siden d. 1. januar 2019 været Fagbevægelsens Hovedorganisation første formand, efter at FTF og LO ved ekstraordinære kongresser i 2018 stiftede en ny, fælles hovedorganisation.

I november 2022 blev hun genvalgt som formand for FH og fortsatte dermed som formand for 1,3 millioner lønmodtagere, der er organiseret i FH’s 65 medlemsforbund.

Artiklens emner
Fagbevægelsen
Sexchikane