Brød alle regler: Jacob Risgaard forlader smykkebrandet Sorelle efter investering i "Løvens Hule"
Investoren har tidligere fortalt, at han lod sig begejstre af Sorelles »rørende« historie.
Trine Damborg og Camilla-Julie Skov Hansen var egentlig blevet afvist, da de sidste år deltog i DR-programmet ”Løvens Hule”.
Iværksætterduoen fik fem gange nej og forlod studiet uden en investering.
Det ændrede sig, da serieinvestor Jacob Risgaard brød alle regler og hentede Trine Damborg og Camilla-Julie Skov Hansen tilbage i ”Løvens Hule”. Her tilbød han deres smykkebrand, Sorelle, 100.000 kr. for 10 pct. af virksomheden.
Fra start har Jacob Risgaard ikke lagt skjul på, at investeringen er lavet med hjertet, og at han blev grebet, at stifternes »fantastiske energi og rørende historie«. Alligevel har han nu forladt Sorelle. Det viser oplysninger fra cvr-registeret.
Samtidig er Jacob Risgaard fortid i Eventyrakademiet, som han ligeledes smed penge efter i ”Løvens Hule”.
I et skriftligt svar bekræfter investoren ændringerne.
»Det har været en fryd at arbejde sammen med Sorelle, hvor vi har gjort, hvad vi kunne for dem som angel investor, hvilket altid er vores udgangspunkt for de investeringer, vi går ind i. Nu er det tid til, at der skal nye kræfter ind der kan hjælpe dem videre på deres rejse,« lyder det fra Jacob Risgaard.
Prisen for handlen er ukendt.
»Som lovet var vi ikke med på rejsen for at tjene penge på dem, og det har vi naturligvis holdt,« skriver Jacob Risgaard.
Begge investeringer var foretaget gennem selskabet Coolgroup, der en del af Coolshop-koncernen. Datterselskabet er ejet af Jacob Risgaard sammen Mike og Mark Dalsgaard Nielsen.
Coolshop-koncernen tabte sidste år 1,4 mio. kr. efter skat.
Smykkebrandet Sorelle og Eventyrakademiet er blot nogle af de selskaber, som Jacob Risgaard for nyligt har forladt ejerkredsen hos. I marts blev onlinevirksomheden Stori, der sælger boliginteriør, opkøbt af Andlight for et ukendt beløb.
Jacob Risgaard og Christian Arnstedt købte tilsammen 30 pct. af Stori gennem ”Løvens Hue” for i alt 2,5 millioner kr.
Tidligere har Jacob Risgaard fortalt, at han ikke har regnet på, om investeringen samlet har givet afkast eller ej. Ifølge tv-investoren er han dog ikke blevet »fattigere« ved at have kastet penge efter Stori.
»Det er en del af at investere gennem ”Løvens Hule”. Nogle selskaber bliver kæmpestore forretninger, men for en stor del går det ikke sådan. Der skal vi som investorer sikre os, at vi ikke drukner i cvr-numre, og derfor er det en beslutning, vi har truffet i fællesskab,« siger Jacob Risgaard.
Han forklarer, at det er naturligt, at der løbende er udskiftninger i Coolshops investeringer.

