Fortsæt til indhold

Fire af fem projekter er forsinket, men formanden er »meget tilfreds« med topchefen

Bestyrelsesformand i Energinet Mogens Lykketoft tager bladet fra munden og afviser kritikken af selskabets ledelse. Den primære forklaring på tiltagende forsinkelser er »en tsunami af udfordringer«, som ledelsen ikke har haft herredømme over, lyder det.

Foto: Joachim Ladefoged/Thomas Lekfeldt. Collage: Anders Thykier
Erhverv

Mens kritikken hagler ned over det statsejede monopolselskab Energinet, går bestyrelsesformand Mogens Lykketoft nu i forsvar for den udskældte ledelse.

»Jeg mener, vi har en meget velledet virksomhed,« siger den tidligere toppolitiker Mogens Lykketoft, der har siddet for bordenden i Energinets bestyrelseslokale i de seneste fem år.

Reaktionen kommer, efter at Finans har afsløret, hvordan Energinets forsinkelser har fået lov til at eskalere over de seneste tre-fire år, uden at ledelsen fik stoppet derouten.

Problemerne kulminerede på tærsklen til 2025, hvor tidsplanen var skredet for fire af fem projekter i Energinet.

Det har fået en række uvildige eksperter, erhvervsorganisationer og politikere til at rejse en massiv kritik. Men Mogens Lykketoft kan ikke genkende det billede, som fremgår af artiklerne i Finans.

»Jeg genkender ikke overskrifternes fremstilling af en deroute i en statslig monopolvirksomhed. Jeg tror ikke, der er nogen af de søsterselskaber, vi har i nabolandene, der under de samme restriktioner ville have mestret at manøvrere meget bedre under så store forandringer,« siger Mogens Lykketoft.

I årevis har det været kendt, at omstillingen fra sort til grøn strøm vil kræve en massiv udbygning af elnettet.

Det har Energinet også mærket. Alene siden Mogens Lykketoft blev bestyrelsesformand i 2020, er antallet af strømproducenter og elforbrugere, der vil tilsluttes elnettet, steget fra 16 til 83. Og det samlede antal anlægsprojekter er ifølge formanden gået fra 64 til 181.

Dertil kommer udefrakommende benspænd, som man ifølge formanden ikke kan klandre den ansvarlige daglige ledelse for.

F.eks. er miljømyndighedernes sagsbehandlingstid siden 2020 vokset fra 119 til 722 dage, viser Energinets egne opgørelser. Samtidig påpeger formanden, at Energinet har været ramt af pludselige massive forsinkelser på levering af centrale komponenter.

»Forsinkelserne skyldes jo især, at Energinet på utrolig kort tid har mødt en tsunami af udfordringer, som man ikke selv har haft herredømme over,« siger han.

Forklaringerne fra Energinet har vi hørt igennem noget tid. Alligevel er det gået galt. Så hvordan skal man have tiltro til, at Energinet har det rigtige ledelseshold til at rette skuden op?

»Jeg har set et ledelseshold, som meget energisk er gået til opgaven med at ændre på procedurer, identificere årsager og tage kontakt til omverdenen for at påvirke den meget store del af årsagerne, som vi ikke har herredømmet over,« siger Mogens Lykketoft.

Du er bestyrelsesformand for Thomas Egebo, som er administrerende direktør. Hvad er KPI’erne i hans kontrakt? Hvad skal han levere på?

»Han skal levere på, at vi får sikker og billigst mulig strøm. Og på en grøn omstilling, som er en enestående stor transformation af vores infrastruktur.«

Er du tilfreds med hans indsats?

»Ja, det er jeg. Jeg er tilfreds med hans indsats, og jeg ved, hvor meget energi der er blevet lagt i at rette op på det her,« siger Mogens Lykketoft.

Formanden understreger, at bestyrelsen har fulgt processen meget tæt.

»Og jeg tror, at hvis du går verden rundt, så ser du tilsvarende problemer i forhold til at kunne levere disse projekter i tide,« siger han.

Den øvelse har jeg ikke gjort …

»Nej, og det er måske en ærgerlig ting, for så havde dit ordvalg (i artiklerne, red.) måske været mere afdæmpet i forhold til netop Energinet,« siger Mogens Lykketoft.

Energinet er en såkaldt »selvstændig offentlig virksomhed«, som har eneret på drift og udbygning af de såkaldte transmissionsnet, der bl.a. slynger sig igennem Danmark via højspændingsmaster.

Det udgør rygraden i Danmarks elnet, og ifølge lovgrundlaget er det selskabets formål, at drive nettet, så det bidrager til »udviklingen af en klimaneutral energiforsyning«.

Men det naturlige monopol er altså blevet en flaskehals for omstillingen, lyder kritikken.

Som Finans tidligere har afdækket, er nye solcelleparker truet, fordi de ikke kan blive tilsluttet elnettet. Og samtidig bliver Energinet beskyldt for at forsinke industrivirksomhedernes skifte fra fossil energi til grøn strøm.

Uvildige eksperter har set de nye tal for Energinets samlede forsinkelser, som Finans har fået aktindsigt i. Eksperterne anerkender, at selskabet er udfordret af langsomme miljømyndigheder og andre udefrakommende udfordringer, men det ændrer ikke på, at ledelsen i deres optik har fejlet.

»Det er faktorer, som enhver professionel virksomhed bør kunne have med i sin planlægning. Man har siddet med et særligt ansvar, da Energinet entydigt har ansvaret, og man har haft flere årtier til at forstå markedsdynamikken,« lød kritikken forleden fra professor på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.

På Christiansborg har ordførere fra begge politiske fløje krævet klimaminister Lars Aagaard (M) i samråd, og flere har krævet en uvildig undersøgelse af forholdene, fordi de ikke har tillid til Energinets egne analyser og handleplaner.

Gør det ikke indtryk?

»Jo. Jeg ville meget gerne tale med de ordførere, så de kunne få et andet billede end det, de har fået,« siger Mogens Lykketoft.

En central del af politikernes kritik handler om, at de ikke føler sig orienteret om de tal, som Finans nu har lagt frem. De er nemlig endnu mere alarmende end de tal, der var ved at vælte klimaminister Lars Aagaard i foråret.

Den del af sagen har Mogens Lykketoft ikke ønsket at kommentere. Han henviser i stedet til en meddelelse, hvor Energinets direktion påpeger, at den har fremlagt tal for de samlede forsinkelser i juni. Det skete dog først, syv uger efter at mediestormen havde lagt sig.

»Der er tale om forskellige opgørelser over lidt forskellige ting, så det vil jeg ikke gå nærmere ind i. Men hvis der er ordførere, der har problemer med det, så vil jeg meget gerne forklare dem, hvordan sagen hænger sammen,« siger Mogens Lykketoft.

Hvordan skal de og alle andre have tiltro til, at du også er den rigtige mand i spidsen for bestyrelsen?

»Ja, det må andre jo vurdere. Men jeg mener, at bestyrelsen har levet op til sit ansvar, fulgt med i det her og hjulpet til, at procedurer er blevet ændret.«

Men skulle det ikke være sket meget tidligere?

»Der er to faktorer, som forklarer den allerstørste del af forsinkelsen. Det er miljøscreeningerne, og det er forsinket levering af materialer. De to ting er eksploderet fra 2023 og frem til nu.«

Jeg har bare svært ved at forstå, hvorfor man skal frem til 2024, før man i Energinet finder frem til, at det f.eks. er en god idé at have de her tekniske komponenter på lager.

»Det kan jeg godt forklare. Det har ikke været en frihedsgrad, vi har haft tidligere. Det er noget, vi har måttet forhandle med vores ejer om for at få godkendt den procedure,« siger Mogens Lykketoft.

Han glæder sig over, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har givet Energinet lov til at løbe en større økonomisk risiko og indkøbe komponenter for at have dem liggende på lager. På den måde bliver Energinet ikke bremset af langsomme leverandører.

En anden vigtig udvikling er, at ministeren for den grønne trepart, Jeppe Bruus, har varslet en lovændring, der fjerner kravet om miljøscreening for en lang række af Energinets projekter.

»Der er jo en masse af de projekter, som er undervejs, der ikke kan nå at nyde gavn af regelændringerne. Men det er noget, der vil få effekt fremadrettet,« siger Mogens Lykketoft.

Betyder det så, at Energinet fremadrettet kommer til at overholde de kontrakter, som man underskriver med eksterne virksomheder, der gerne vil producere eller forbruge store mængder grøn strøm?

»Jeg tror, vi kan komme meget længere i forhold til det, når vi har fået fordøjet og bearbejdet de årsager, som vi heller ikke selv har herredømmet over,« siger Mogens Lykketoft.

Vi er i en alvorlig situation i Europa, hvor vi gerne vil fri af russisk energi. Alligevel er Energinets elnetprojekter tilsammen forsinket med over 100 år. Hvordan har du det med det?

»Du kan regne på så mange måder. Mange af de planer, man lagde for den grønne omstilling for nogle år siden, er desværre forsinkede af mange forskellige grunde. Nogle af de projekter, man gerne vil sætte i gang, er ikke længere rentable. Det er alt sammen uhyre beklageligt, og Energinet skal jo gøre alt, hvad vi kan, for at overvinde de vanskeligheder, vi kommer til at stå med,« siger Mogens Lykketoft.

Artiklens emner
Energinet
Mogens Lykketoft