»Byg, byg, byg«: Ny aftale vil sætte Energinet under lup
Med en ny aftale vil regeringen og en række partier styrke den politiske orientering, »så det bliver muligt at handle tidligt på barrierer for netudbygningen«. Det hilses velkommen af branchen, som dog samtidig har en klar opfordring.
Efter flere års eskalerende forsinkelser skal der nu sikres mere hånd i hanke med Energinets udbygning af det danske elnet.
I en netop indgået politisk aftale vil regeringen sammen med en række af Folketingets partier »styrke processerne for orientering af Folketingets partier, så det bliver muligt at handle tidligt på barrierer for netudbygningen«.
Forslaget kommer efter, at såvel Energinet som energiminister Lars Aagaard (M) det seneste år ad flere omgange har været under hård kritik. Omdrejningspunktet har været bølger af afsløringer i bl.a. Finans, som har tegnet billeder af stadigt større forsinkelser i det statsejede milliardselskab, som har monopol på centrale dele af Danmarks elnet.
Hos energibranchens interesseorganisation Green Power Denmark hilser teknologidirektør Jørgen S. Christensen i dag aftalen velkommen – tæt fulgt af en utvetydig appel:
»Min opfordring til Energinet kan ikke være mere tydelig: Byg, byg, byg. Vi ser en vækst i elforbruget, som betyder, at det nærmest er umuligt at fejlinvestere i udbygningen af transmissionsnettet,« siger teknologidirektør Jørgen S. Christensen i en skriftlig kommentar.
Den cirka en side lange aftale indeholder ikke mange konkrete tiltag, men beskriver i brede penselstrøg, at partierne bag – i form af regeringen, SF, LA, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet – alle ønsker en styrket gennemsigtighed og hurtigere netudbygning.
I den forbindelse støtter partierne bl.a. »op om ambitionen om«, at Energinet har de nødvendige redskaber og rammer til at udbygge elnettet på en måde, der er både effektiv og fremtidssikret.
Kort fortalt skal der skabes »et fælles oplyst grundlag og et fast forum til at drøfte politiske initiativer og sikre ro om og yderligere tiltag for Energinets netudbygning«, lyder ambitionen, der indskriver sig efter to samråd om mulige fortielser om forsinkelserne i Energinets anlægsportefølje i 2025.
Aftalen kommer kort tid efter, at det i forrige uge kom frem, at udfordringerne i Energinets planlægning har været større end hidtil antaget.
I en meddelelse udsendt fredag morgen oplyste den statsejede virksomhed, at selskabet havde konstateret problemer med manglende kapacitet i det såkaldte eltransmissionsnet. Forsimplet udgør det bindeleddet mellem danske elnetselskabers kunder og Energinets centrale elnet.
Gennem det seneste år har branchen dog efter eget udsagn gjort opmærksom på problemer med kapaciteten. Den er i dag så akut, at en række virksomheder ifølge Finans’ oplysninger over de seneste måneder har fået en blank afvisning, når de har forsøgt at blive tilkoblet elnettet.
Hos regeringen lægger Lars Aagaard i forbindelse med den nye aftale vægt på, at elnettet i dag flere steder er blevet »en tydelig barriere« for både udbygning af vedvarende energi og elektrificering.
»Derfor er jeg glad for, at vi med denne brede aftale giver håndslag på politisk at følge det tæt og blandt andet være klar til at prioritere, hvad vi bruger nettet til, hvis kapaciteten bliver mere knap,« siger energiminister Lars Aagaard i en skriftlig kommentar.
Ifølge teknologidirektør Jørgen S. Christensen er det virkelig vigtigt, at ministeren nu vil sikre mest mulig gennemsigtighed i Energinets arbejde. Af samme grund er det i hans optik også et skridt i den rigtige retning, at der sikres en bred politisk inddragelse i spørgsmålet.
Han peger dog samtidig på, at Green Power Denmark længe har plæderet for at skrue op for udbygningen af Energinets netværk. Allerede nu har flere lokale netselskaber ikke haft mulighed for at tilslutte »nye, store kunder på grund af manglende kapacitet«, bemærker han.

