Energinet såede tvivl om energibranchens afvisninger. Nu svarer elnetselskaberne igen
Ifølge Energinet havde flere elnetselskaber »uhensigtsmæssigt« afvist virksomheders eltilslutninger på et forkert grundlag. Nu afviser flere af de berørte og Green Power Denmark kritikken og skyder igen.
Først såede Energinet tvivlen.
Var det overhovedet nødvendigt, at flere danske elnetselskaber havde afvist danske virksomhedskunders tilkobling til elnettet, fordi de ikke kunne være sikre på adgangen til strøm hos Energinet?
Kapaciteten ville være der, bare ude i fremtiden, forklarede Kim Willerslev Jakobsen, adm. direktør i Energinet Systemansvar.
»Nogle netselskaber tolkede det imidlertid, som om der ikke var ledig kapacitet, og vi hørte rygter om, at netselskaberne havde sagt stop til nye anlæg. Det mente vi var meget uhensigtsmæssigt,« lød Jakobsens kalkule i Finans.
En udlægning, som flere af de berørte selskaber nu afviser i krystalklare vendinger.
»Der er ganske givet kapacitet i elnettet hos Energinet, men vi har ikke kunnet få et billede af, om der var nok fremadrettet. Vi har været i dialog med Energinet om kapacitetsproblemer og har ikke fået de svar, som vi havde brug for for at kunne tilbyde noget til kunderne,« siger elforsyningsdirektør i Trefor Per Sørensen.
Det jyske elnetselskab leverer strøm til store dele af Trekantområdet. De seneste måneder har virksomheden dog været nødsaget til at afvise ca. 30 kunder, der gerne ville sluttes til elnettet, på grund af manglende kapacitet hos statsejede Energinet. Virksomheden har eneret på centrale dele af Danmarks elnet, hvilket har gjort monopolet til et uundgåeligt knudepunkt i energiforsyningen.
Trods den vigtige rolle i den grønne omstilling har Energinet gennem flere år været plaget af tiltagende og omfattende forsinkelser. Problemernes seneste kulmination kom i forrige uge, hvor det kom frem, at selskabet ikke blot har oplevet forsinkelser i sine anlægsprojekter – samtidig er der det seneste år opstået en reel mangel på kapacitet i elnettet.
Ifølge de danske elnetselskaber står over 50 virksomheder til at blive efterladt uden at kunne tilkobles til elnettet.
Selv henviste Energinet tirsdag over for Finans til, at monopolet ikke skulle have sagt nej til tilkoblinger.
Beslutningen havde ifølge monopolet altså beroet på en mistolkning i branchen, der havde skabt en række meget »uhensigtsmæssige« afvisninger.
»Vi havde ikke sagt stop, tværtimod, og vi inviterede derfor netselskaber til at finde fælles løsninger,« konstaterede Kim Willerslev Jakobsen bl.a.
En udlægning, som energibranchens interesseorganisation – Green Power Denmark – afviser. Kort fortalt skabte Energinets kommunikation med branchen så stor tvivl, at »det ville være uansvarligt at tilslutte yderligere kunder« på udvalgte elstationer, forklarer teknologidirektør Jørgen S. Christensen.
»Den klarhed er vi nødt til at have,« skriver han i en kommentar til Finans.
Lignende udlægning finder man hos adm. direktør i elnetselskaberne Radius og Cerius Jens Fossar Madsen, der glæder sig over, at Energinet har taget hul på sagen, men fortsat savner klarhed.
Selskabet har indtil videre måttet sætte otte kunders tilkobling til elnettet på pause og forventer indtil videre, at yderligere 20 vil få samme besked.
»Med Energinets udmeldinger om manglende transmissionskapacitet mener vi, at det eneste ansvarlige er at sætte de nye store tilslutninger i bero, indtil vi har en klarhed om, hvor begrænsningerne i transmissionsnettet ligger,« skriver Jens Fossar Madsen i en skriftlig kommentar, der uddyber:
»Først når vi har det, kan vi være tydelige over for vores kunder om mulighederne for at imødekomme deres behov.«
For Per Sørensen hos Trefor er der ingen tvivl om, at Energinet har været drivkraften bag den nuværende situation. En problemstilling, der samtidig ligger mere på milliardvirksomhedens banehalvdel end i Trekantområdet.
»Vi er i den situation, hvor vi ikke kan tilbyde dem (kunderne, red.) en nettilslutning, fordi der er for stor usikkerhed om kapaciteten til at kunne gøre det. Det er, hvad vi har oplevet i dialogen med Energinet, så derfor er det det, som vi har kommunikeret ud til kunderne,« siger Per Sørensen, elforsyningsdirektør i Trefor.

