Fortsæt til indhold

Efter massive forsinkelser: Mogens Lykketoft er fortid i Energinet

Den tidligere toppolitiker, der siden 2020 har været Energinets bestyrelsesformand, genopstiller ikke. Beslutningen kommer, efter at laviner af forsinkelser har set dagens lys.

Arkivfoto: Joachim Ladefoged/ Ritzau Scanpix
Erhverv

Oven på mediestorme, hård kritik og år med tiltagende forsinkelser forlader bestyrelsesformand Mogens Lykketoft nu Energinet.

Det meddeler selskabet i en pressemeddelelse torsdag.

»For nogen tid siden har jeg meddelt klima-, energi- og forsyningsministeren, at jeg ikke ønsker at fortsætte som bestyrelsesformand i Energinet, når den nuværende valgperiode slutter ved udgangen af april 2026. Jeg har i dag ligeledes orienteret mine bestyrelseskolleger herom,« udtaler Mogens Lykketoft i meddelelsen.

»Baggrunden er, at jeg netop er blevet 80 år og fortsat også er aktiv med foredrag, artikel- og bogskrivning og internationalt arbejde, bl.a. sammen med andre tidligere FN-formænd,« fortsætter han.

Den tidligere minister og S-formand har været leder af Energinets bestyrelse siden 2020.

Hans exit kommer i kølvandet på et tumultarisk år for det statslige milliardmonopol, efter at det i en artikel hos Zetland i foråret 2025 kom frem, at Energinet i forbindelse med en gennemgang af en række projekter havde opdaget yderligere forsinkelser i flere projekter.

Sagen, der blev sammenfattet i en senere tilbageholdt pressemeddelelse, sendte energiminister Lars Aagaard (M) ud i en mediestorm, der nær kostede ham ministerposten. Forsinkelserne var dog kun toppen af isbjerget.

Som Finans det seneste halve år ad flere omgange har kunnet afsløre, var Energinets forsinkelser langt mere omfattende, end omverdenen var blevet gjort bekendt med.

Reelt havde Energinet, der har monopol på centrale dele af Danmarks elnet, kunnet se tiltagende forsinkelser, der ved udgangen af 2025 betød, at fire af fem af selskabets igangværende projekter var forsinkede. Udfordringerne har efterladt danske energiprojekter i et limbo og Nordjylland med oplevelsen af at være efterladt som et »uland«.

Selv har Lykketoft gennem hele forløbet erkendt, at man i bestyrelsen var bekendt med pressemeddelelsen, der udløste den første mediestorm.

I et interview med Finans henviste han til, at man efterfølgende »straks« gik i gang med at orientere de berørte virksomheder.

Interne dokumenter, som Finans tidligere har kunnet beskrive, tegnede dog siden billedet af, at der i praksis var gået flere måneder, før i hvert fald en af de berørte virksomheder blev orienteret om problemet.

Selv ønskede Lykketoft dengang ikke at kommentere sagen, men henviste til Energinet.

Fra flere sider har der været massiv kritik af Energinets ledelse. Det gælder ikke mindst bestyrelsen, som er udpeget af regeringen.

På trods af kritikken har energiminister Lars Aagaard (M) hele vejen igennem forsvaret bestyrelsesformanden, selvom han har udtrykt stor frustration over Energinets forsinkelser.

»Alle virksomheder og alle, der bedriver ledelse, skal løbende have egenskaben til at lære af, hvad man nu engang er i gang med. Det har jeg også en forventning om, Energinets ledelse gør,« sagde Lars Aagaard til Finans i september sidste år.

Kan du fortsat have tillid til bestyrelsesformand Mogens Lykketoft og den adm. direktør i Energinet (Thomas Egebo, red.)?

»Der er et overordnet ejermæssigt forhold mellem mig og Energinet. Bestyrelsen er udpeget for to år, og bestyrelsen ansætter så direktøren – og der skal genudpeges en bestyrelse til foråret. Det kører i almindelige processer, og jeg har ikke tænkt mig at ændre i det,« sagde ministeren dengang.

I løbet af foråret skal den nye bestyrelse så udpeges, og det er i den forbindelse, at Mogens Lykketoft nu har meddelt, at han ikke længere er i spil til formandsposten.

I meddelelsen kommenterer han ikke den massive mediestorm, som Energinet har været igennem det seneste år. Han fortæller derimod, at han har været glad for at være med til at løse en vigtig opgave.

»Jeg var formand for FN’s Generalforsamling, da verdensmålene blev vedtaget, og vi fik den ambitiøse klimaftale I Paris. Derfor har det været opløftende for mig som formand for Energinet at være med til at tage meget store skridt til at forny og styrke el-transmissionsnettet som et afgørende værktøj i den grønne omstilling,« udtaler Mogens Lykketoft.

Artiklens emner
Energinet
Mogens Lykketoft