Just Eats nye direktør har sat sit aftryk
Carsten Boldt vil hive danskerne væk fra telefonen og satse på mere end pizza og burger.
Selvom man bliver ansat som chef for Danmarks største takeaway-site, der allerede kører på skinner med en årlig omsætning, der nærmer sig milliardklassen, behøver man ikke fortsætte i samme rille.
Samtidig er der heller ingen grund til at forsøge en revolution. Men Carsten Boldt har sine meninger om, hvordan Just Eat skal fortsætte sin vækst i Danmark og ikke mindst holde opkomlingen Hungry.dk stangen.
Han har netop fremvist en omsætning for første halvår 2014 på 390 mio. kr. – 12 pct. højere end samme periode i fjor – og forventningen er, at Just Eats samlede omsætning for året bliver i omegnen af 800 mio. kr.
Med beskedne fem måneder som CEO tager Carsten Boldt ikke al æren for den voksende omsætning, men han tror på, at den vej, han vil føre Just Eat mod, er den rette.
»Det er forbrugerne og deres interesse, der styrer, hvad vi gør. Det er dem, vi skal lytte til, så vi bliver ved med at være førende i en takeaway-branche, der konstant er under forandring. Og vi arbejder på flere fronter,« siger Carsten Boldt.
Han har allerede udset sig Just Eats fjende nummer ét: Telefonen. Over halvdelen af alle takeaway-bestillinger i Danmark foretages over telefonen, så er man fiks med fingrene og god til at lave onlineløsninger, der virker, er potentialet stort.
»Vi arbejder med at udvikle apps til iPhone og Android, og vi har senest lanceret en app til iPad. Frem for at have telefonnummeret på sin favoritrestaurant liggende ønsker vi, at forbrugerne skal kunne taste ind, hvor de er, hvad de ønsker at spise og få tilbudt et bredt udvalg af restauranter. De skal hives ind i onlineuniverset,« siger Carsten Boldt.
Just Eat navigerer i en branche, der har flyttet sig meget på få år. Takeaway er ikke længere forbeholdt snaskede pizzaer, slatne pomfritter og burgere med lidt for megen Thousand Island dressing, nu vil kunderne have sunde alternativer, gourmet og sushi.
Tidligere på året indgik Just Eat aftaler med bl.a. sushikæden Sticks’n’Sushi, Michelin-restauranten Kiin Kiin og Meyers Deli, og Carsten Boldt vil have flere restauranter til at melde sig under takeaway-gigantens rødgule faner.
»Just Eat forbindes især med pizza, pasta og burgere, og det skal vi holde fast i, samtidig med at vi kaster os over andre områder. Vi fokuserer især på restauranter i den tungere ende af prisskalaen. Store kæder, som er gode til at lave mad, men ikke er interesseret i levering, kan lave aftaler med os,« siger direktøren.
Han vil se på muligheden for at udvide Just Eats eget korps af leveringsbiler til andre byer end København og Aarhus og nævner Aalborg og Odense som eksempler.
Det er ikke kun på det danske marked, at Carsten Boldt ser store muligheder for vækst. Just Eat opererer i 13 lande rundt om i verden med Indien og Brasilien som de to nyeste, og ifølge Carsten Boldt kigger Just Eat hele tiden på mulige markeder.
»Det er vigtigt for os at være nummer et og være størst. Derfor kigger vi primært på markeder uden en stor aktør eller markeder med én eller flere aktører, som vi kan ”samle op”. Men vi har ingen konkrete lande på tegnebrættet. For tiden fokuserer vi på at styrke os på de markeder, vi allerede er på.«
Carsten Boldt kom til Just Eat fra en stilling som salgs- og kundeservicedirektør hos Berlingske Medier. Han har også tidligere været markedsdirektør hos Debitel og vicedirektør i Viasat.

