Fortsæt til indhold

Hver tredje bil blev leaset i 2014

I år ventes et mindre lille fald i bilsalget. Til gengæld købes der nok lidt større biler.

Erhverv

Leasingbilerne var i 2014 med til at sikre endnu en rekord for salget af nye personbiler i Danmark.

Der blev i 2014 leaset næsten 40 pct. flere personbiler end i 2013, og det betød, at det også blev solgt flere af de større biler. Leasingbilerne udgjorde i 2014 34 pct. af alle nyregistreringer.

De private bilkøbere, eller husholdningerne som Danmarks Statistik betegner dem, købte 117.103 nye personbiler. Heraf blev 12.678 leaset. Virksomhederne investerede i 71.314 nye personbiler, og heraf blev 51.133 leaset.

»Eksplosionen i antallet af leasingaftaler overraskede branchen i 2014. De mange leasingaftaler har helt klart været medvirkende til, at salget af større biler blev højere end i 2013. Det er nemlig oftest de større biler, som forbrugerne vælger af lease. Ved leasing lægges en lavere indkøbspris til grund for beregningen af afgift i forhold til et almindeligt salg,« forklarer Jens Brendstrup, der er administrerende direktør i AutoBranchen Danmark.

Han tilføjer, at især privatleasing er vokset markant. Antallet af leasingaftaler er blevet mere end fordoblet i løbet af 2014, mens erhvervsleasing har vist en fremgang på knap 27 pct.

2014 adskiller sig fra de tidligere rekordår ved, at danskerne købte større biler - især har den lille familiebil samt SUV'er været populære.
Jens Brendstrup, adm. direktør i AutoBranchen Danmark

Antydningen af et nyt rekordår tegnede sig allerede tidligt i 2014. Men nu er det blevet officielt. Der har aldrig tidligere været solgt så mange nye personbiler på et år som i 2014.

Det viser tal fra Danmarks Statistik. I 2014 blev der registreret 188.417 nye personbiler i Danmark. I 2013 var tallet 180.639. Det er en fremgang på 4,3 pct.

Salgstallet for december blev 15.400 biler, hvilket var 8 pct. mere end i samme måned i 2013.

»2014 adskiller sig fra de tidligere rekordår, fordi danskerne købte større biler - især har den lille familiebil samt SUV'er været populære. Tidligere var det mikrobilerne, der var skyldt i salgsrekorderne. Valget af de større biler antyder, at der blandt forbrugerne er en tro på bedre tider med en voksende købelyst,« siger Jens Brendstrup.

Sammenlignet med 2013 er salget af mikrobiler faldt med 12 pct. i løbet af 2014. Omvendt er salget af SUV'er steget med 70 pct., men der er blevet solgt 23 pct. flere af de små familiebiler.

Dermed har nybilsalget i Danmark sat rekord fire år i træk, og af samme grund er forventningerne i branchen nu, at man i år vil se et fald i antallet af nye biler. Til gengæld er forventningen også, at tendensen med, at bilkøberne i lidt højere grad køber lidt større biler, vil fortsætte.

Jens Brendstrup vurderes således, at salget i 2015 vil falde med cirka 5 pct.

»Men med positive indikatorer for privatforbruget, eksporten og beskæftigelsen i 2015 tror vi også, at omsætningen i bilbranchen vil vokse. Det skyldes køb af flere større og dyrere biler,« siger Jens Brendstrup.

Det ser nu ud til, at markedet for de mindste biler har toppet.
Thomas Møller Sørensen, direktør for Bilbranchen under DI

Også i Bilbranchen under Dansk Industri hæfter man sig ved, at privatleasing for alvor slog igennem i 2014. I 2013 var det hver 20. private bilejer, der valgte at lease bilen. I 2014 var det hver 10.

»Bilimportørerne har været i stand til at strikke nogle meget fordelagtige leasingtilbud sammen. Da leasingbilerne samtidig ofte er lidt større biler, har det også betydet, at andelen af private kunder, som har købt minibiler, er faldet fra 74 pct. i 2013 til 68 pct. i 2014. Dermed ser det ud til, at markedet for de mindst biler har toppet,« lyder det fra branchedirektør Thomas Møller Sørensen.

Samme holdning har Gunni Mikkelsen, der er administrerende direktør for De Danske Bilimportører.

»Efterspørgslen efter nye biler har de seneste år vist en stabil stigning, men selv om de økonomiske nøgletal overvejende er positive, forventer vi i år en lille nedgang i salget. Til gengæld forventer vi også, at salget af mellemklassebiler fortsat vil stige. De udgør nu 30 pct. af bilsalget, mens de mindste biler tegner sig for 55 pct.« fortæller Gunni Mikkelsen.

»Det tager vi som udtryk for, at mange danskere reelt har et behov for en lidt større bil. Til gengæld er der kun et beskedent marked for de største biler og luksusbilerne. De biler udgør kun 2 pct. af salget,« siger Gunni Mikkelsen.

Han glæder sig også over, at salget af elbiler i 2014 tegnede sig for en markant fremgang fra tidligere år.

»I årene 2011-2013 blev der solgt cirka 500 elbiler om året. I 2014 blev der solgt 1.561 elbiler, så der er stort set tale om en tredobling af salget. Når det gælder elbilerne, udgør luksusbilerne nu 30 pct.,« siger Gunni Mikkelsen.

Luksusbiler er i den forbindelse lig med Tesla Model S.

Gunni Mikkelsen håber, at politikerne snart kommer med den lovede omlægning af bilafgifterne.

»Vi skal væk fra beskatning af bilens værdi, men i stedet fokusere på bilernes tekniske egenskaber og deres påvirkning af miljøet. Det vil være med til at fremme de miljørigtige teknologier som hybridbiler, plug-in hybrider og biler på gas. Samtidig vil flere bilister kunne få gavn af det nyeste sikkerhedsudstyr i bilerne,« siger Gunni Mikkelsen.

Ud over de nye personbiler blev der også i 2014 købt 450.400 brugte personbiler af private bilkøbere.

Artiklens emner
AutoBranchen Danmark
De Danske Bilimportører