Boligsalget er voldsomt splittet
I nogle områder af landet er liggetiderne beskedne, andre steder gror til salg-skiltene fast. Se listen over top og bund.
Det danske boligmarked er som en skrattende bil, der kører i femte gear og bakgear på én og samme tid.
I og omkring de store byer drøner boligsalget derudaf, og køberne slår til hurtigt. I land- og yderområderne går det meget langsomt, nogle steder endda baglæns.
En opgørelse, som Boligsiden.dk har lavet for Finans.dk, viser, i hvilke kommuner det i gennemsnit tog kortest – og længst – tid at få solgt sin bolig i 2014.
Du kan se opgørelsen i bunden af denne artikel samt læse mere om den her:
Ifølge ejendomsmæglerkæden Home oplever vi i disse år en stigende polarisering af det danske boligmarked, i takt med at flere søger mod de større byer. Kommunikationschef i Home, Mads Ellegaard, siger:
»De områder, der klarer sig godt, ser ud til at fortsætte den udvikling, mens områderne med de største udfordringer fortsat vil have det svært. Boligmarkedet udvikler sig i to forskellige retninger, og selvom antallet af bolighandler er stigende, kan man ikke tale om en forbedring over hele linjen.«
De 10 kommuner med de korteste liggetider er alle beliggende i Københavnsområdet. Det skyldes for det første, at det normalt tager kortere tid at komme af med en bolig i hovedstadsområdet end i resten af landet, men også at boligmarkedet kører i et væsentligt højere gear i denne landsdel.
Det seneste år er prisen på et hus f.eks. steget med fire pct. i Københavns omegn, mens den ”kun” er steget med 1,5 pct. for landet som helhed.
»Da boligboblen kollapsede, var det boligejerne i hovedstadsområdet, der blev hårdest ramt, hvilket fik mange potentielle boligkøbere til at stoppe brat op og overveje, om tidspunktet for et køb nu også var det rigtige. Nu er markedet vendt, og det har fået mange af de potentielle boligkøbere på banen. I nogle tilfælde skal køberne ligefrem være hurtige for at få fingrene i den rigtige bolig,« siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit.
Nybolig sælger en fjerdedel af sine udbudte huse i hovedstadsområdet i løbet af 30 dage og mere end 40 pct. inden for de første to måneder.
Kun ca. 20 pct. af husene er til salg i mere end seks måneder, hvilket er usædvanligt sammenlignet med de fleste andre steder i landet.
»København skiller sig markant ud på boligmarkedet. Her er økonomien stærkest, nettotilflytningen er kolossal, og så er der mange jobs. Mange synes simpelthen, at det er det mest cool sted, man kan bo i Danmark,« siger pressechef Kim Pauli, Nybolig.
I den modsatte ende af spektret er en lang række kommuner med liggetider, der overstiger både halve og hele år.
Og fordi disse kommuner i forvejen er ramt af lave priser, kan boligejere ikke lave et hurtigt salg blot ved at sænke prisen en smule, påpeger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann.
I de værste tilfælde findes der slet ingen køber.
»Det bedste, boligsælgerne kan gøre, er at væbne sig med tålmodighed, finde en ejendomsmægler, de har et godt samarbejde med, og som kan rådgive dem om mulige tiltag, der kan forkorte salgstiden,« lyder hendes råd.
Home anbefaler, at man »arbejder inden for sin egen matrikel.«
»Du kan ikke ændre på markedets udvikling, men du kan sikre, at din bolig er i bedst mulig stand og fremstår så indbydende over for købere som overhovedet muligt. Ryd op, reparer de småting, der måtte være, smid lidt maling på køkkenlågerne osv. Relativt billige og overskuelige tiltag, som gør, at boligen fremstår skarpere,« siger Mads Ellegaard.
Han understreger, at man for alt i verden ikke må gå ned på engagement.
»Det kan være svært at bevare optimismen, når ens bolig har været til salg i rigtig lang tid, men man må ikke lade stå til. Så bliver det kun sværere at få boligen solgt.«
Herunder kan du se top 10-listen over de kommuner, hvor liggetiden er hhv. kortest og længst.
Der er taget udgangspunkt i villaer/rækkehuse, som blev solgt i 2014, boligerne skal have været online og må ikke have været en skuffesag eller et projektsalg. Kommuner med under 50 hushandler i 2014 er udeladt.
Kommuner med længst liggetid:
1. Struer: 460 dage
2. Lolland: 410 dage
3. Langeland: 409 dage
4. Morsø: 402 dage
5. Mariagerfjord: 398 dage
6. Jammerbugt: 387 dage
7. Thisted: 382 dage
8. Haderslev: 379 dage
9. Guldborgsund: 368 dage
10. Assens: 366 dage
Kommuner med kortest liggetid:
1. Tårnby: 89
2. København: 98
3. Frederiksberg: 99
4. Lyngby-Taarbæk: 103
5. Glostrup: 111
6. Rødovre: 116
7. Albertslund: 116
8. Hvidovre: 118
9. Brøndby: 122
10. Furesø: 124
Herunder kan du se den gennemsnitlige liggetid i 2014 i samtlige kommuner (med undtagelse af dem, der havde under 50 hushandler):
| Kommune | Gns. liggetid i 2014 |
|---|---|
| Albertslund | 116 |
| Allerød | 147 |
| Assens | 366 |
| Ballerup | 157 |
| Billund | 216 |
| Bornholm | 321 |
| Brøndby | 122 |
| Brønderslev | 315 |
| Dragør | 139 |
| Egedal | 152 |
| Esbjerg | 179 |
| Favrskov | 202 |
| Faxe | 244 |
| Fredensborg | 176 |
| Fredericia | 186 |
| Frederiksberg | 99 |
| Frederikshavn | 321 |
| Frederikssund | 219 |
| Furesø | 124 |
| Faaborg-Midtfyn | 340 |
| Gentofte | 129 |
| Gladsaxe | 134 |
| Glostrup | 111 |
| Greve | 153 |
| Gribskov | 209 |
| Guldborgsund | 368 |
| Haderslev | 379 |
| Halsnæs | 194 |
| Hedensted | 311 |
| Helsingør | 172 |
| Herlev | 139 |
| Herning | 236 |
| Hillerød | 154 |
| Hjørring | 297 |
| Holbæk | 289 |
| Holstebro | 242 |
| Horsens | 221 |
| Hvidovre | 118 |
| Høje-Taastrup | 129 |
| Hørsholm | 150 |
| Ikast-Brande | 289 |
| Ishøj | 156 |
| Jammerbugt | 387 |
| Kalundborg | 316 |
| Kerteminde | 263 |
| Kolding | 247 |
| København | 98 |
| Køge | 197 |
| Langeland | 409 |
| Lejre | 219 |
| Lemvig | 352 |
| Lolland | 410 |
| Lyngby-Taarbæk | 103 |
| Mariagerfjord | 398 |
| Middelfart | 305 |
| Morsø | 402 |
| Norddjurs | 307 |
| Nordfyns | 314 |
| Nyborg | 266 |
| Næstved | 245 |
| Odder | 286 |
| Odense | 195 |
| Odsherred | 330 |
| Randers | 252 |
| Rebild | 316 |
| Ringkøbing-Skjern | 328 |
| Ringsted | 262 |
| Roskilde | 170 |
| Rudersdal | 143 |
| Rødovre | 116 |
| Silkeborg | 271 |
| Skanderborg | 246 |
| Skive | 303 |
| Slagelse | 258 |
| Solrød | 178 |
| Sorø | 349 |
| Stevns | 261 |
| Struer | 460 |
| Svendborg | 294 |
| Syddjurs | 285 |
| Sønderborg | 306 |
| Thisted | 382 |
| Tønder | 342 |
| Tårnby | 89 |
| Vallensbæk | 166 |
| Varde | 326 |
| Vejen | 261 |
| Vejle | 259 |
| Vesthimmerland | 355 |
| Viborg | 225 |
| Vordingborg | 290 |
| Ærø | 304 |
| Aabenraa | 268 |
| Aalborg | 189 |
| Aarhus | 163 |

