Fortsæt til indhold

Når sneen falder, drypper det på Niels Bidstrup

33-årige Niels Bidstrup opgav sin shippingkarriere for at blive professionel snerydder. Det er blevet til en god – og lidt speciel – forretning.

Erhverv

Når Niels Bidstrup vågner om morgenen, kigger han som det første ud af vinduet for at se, om der er faldet sne.

Man kan vel kalde det en arbejdsskade.

Den 33-årige iværksætter opgav for snart fem år siden en karriere som shipbroker og stiftede snerydningsfirmaet Vinterservice Danmark, der bruger avanceret software i en tilkalderobot, en speciel saltvogn og hyrer både landmænd med store koste og studerende med en skovl til at udføre det hårde arbejde.

Flere end 200 ejendomme i Storkøbenhavn har Niels Bidstrup lavet aftaler med, et kontor i Aarhus er netop åbnet, og hans software er solgt til en canadisk køber, der ønsker at kopiere konceptet til storbyen Ottawa.

Kort sagt har Niels Bidstrup fart på sit firma. Selvom sne ikke er en selvfølge ved den danske vinter, gemmer der sig en milliardindustri i at skovle sne og salte fortov, siger han.

»Vores software automatiserer hele processen fra det første snefnug til fakturering af kunden, og kunden betaler kun, når det sner. Vi bruger billeddokumentation, så kunden kan se, når et fortov er blevet fejet eller saltet, al fakturering foregår digitalt, og alle vores sneryddere er certificerede, så man ved, at kvaliteten er i orden,« siger Niels Bidstrup.

Niels Bidstrup er ejer og grundlægger af Vinterservice Danmark.

Vinterservice Danmark forlader sig ikke udelukkende på officielle vejrdata, men bruger egne kameraer, målestationer og en tilkalderobot, der får fat i sneryddere via sms.

De sneryddere, som firmaet bruger, er en broget flok af private landmænd, studerende, håndværkere m.m., som rykker ud med traktor, kost eller skovl, når der er brug for det.

Niels Bidstrup har sågar udviklet en ny type sprøjtevogn, der ifølge hans udsagn bruger 80 pct. mindre salt end konventionelle saltspredere – og dermed sparer kunderne en masse penge.

Sprøjtevognen har han bl.a. solgt til Skejby Sygehus og et tivoli i Stockholm.

»Vores service handler om at optimere så meget som muligt, så man ikke salter ukritisk og ikke kører nyttesløst rundt i en snerydder i flere timer og leder efter fortove, der trænger til at blive ryddet. Unødige ture koster mange penge i maskiner og salt, og det vil mange ejendomme gerne undgå,« siger Niels Bidstrup.

Ifølge Datea, der er et af Danmarks største selskaber inden for ejendomsadministration, er snerydning og saltning en mærkbar post i budgettet, og derfor er pris – sammen med kvalitet – det vigtigste parameter, når man skal hyre en snerydder.

»Men det er ikke usædvanligt, at en snerydder kun tager betaling, når der faktisk sner, ligesom Vinterservice Danmark gør det. De beredskabsgebyrer, man betalte førhen, hører fortiden til,« siger adm. direktør Flemming B. Engelhardt, Datea.

Han understreger, at saltning og snerydning især er vigtigt foran selskabets butiksejendomme, så ingen kunder snubler eller falder. Vejerklæringer skal overholdes, og erhvervsejendomme opfattes som velkommende.

»Kvalitet og stabilitet er vigtigt for os, og vi bruger både højteknologiske, gps-styrede løsninger samt den gode, gamle vognmand, der står op klokken 3 om natten for at se, om det trækker op til sne,« siger Flemming B. Engelhardt.

På Bredgade 30 i København, hvor Vinterservice Danmark har hovedkontor, tænker Niels Bidstrup store tanker. Han er overbevist om fidusen ved sit koncept, han vil være landsdækkende og på længere sigt en international aktør på milliardmarkedet for snerydning og saltning.

Det er især i storbyerne, at Vinterservice Danmark kan gøre en forskel, mener han og nævner Drammen, Oslo, Malmø – og ikke mindst USA – når han skal udrede potentialet i sin forretning.

»Jeg har et internationalt udsyn, men vil ikke være international for enhver pris. Firmaet skal vokse i et sundt tempo og blive ved med at have sorte tal på bundlinjen. Det danske marked rummer et stort potentiale, men mine ambitioner rækker længere end det,« siger Niels Bidstrup.

Vinterservice Danmark har fem fuldtidsansatte, en række freelancere samt 70 sneryddere. Foruden hovedsædet i København har firmaet kontorer i Hellerup og Aarhus og præsterede sidste år et overskud på 142.000 kr.