Dagen, da en boligrente på bare 0,15 pct. blev en skuffelse
Førstedagen af den store fleksauktion blev ikke nogen ubetinget succes.
Mon også F3-renten går i minus, lød forventningen før den første auktionsdag over fleksobligationer.
Hvorfor går ikke engang F1-renten i minus, lød det efter første auktionsdag.
Mandag blev den store refinansieringsrunde før april-terminen indledt med et skuffende resultat. Det var ventet, at både F1- og F3-renten ville ende i minus, men det endte sådan:
- F1-lån: 0,15 pct.
- F3-lån: 0,27 pct.
- F3-lån: 0,54 pct.
I realkreditsektoren lægger man ikke skjul på en vis skuffelse over resultatet. Men det er ikke første gang, at de finansielle markeder har opført sig uforudsigeligt.
»Først og fremmest understreger dagens resultat nok engang, at der er usikkerhed forbundet med at forsøge at forudsige auktionsresultaterne, og denne usikkerhed er ikke ligefrem blevet mindre af det urolige rentemiljø i øjeblikket. Men det gør ikke den store forskel i den månedlige ydelse, og helt generelt er vi godt på vej til at sætte ny historisk bundrekord for renterne på både F1, F3 og F5,« siger chefkøkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.
Skuffelsen over en lidt højere rente end forventet overskyggede faktisk det faktum, at F1-renten reelt er i minus. En investor får således en negativ rente på 0,15 pct. for at købe en F1-obligation. At det ikke slår igennem hos boligejeren, skyldes udelukkende at realkreditinstiutterne skærer 0,3 point af kursen ved refinansiering. Det er en skjult renteforhøjelse på 0,3 pct. point. Dermed ender kontantrenten på plus 0,15 pct.
Kursskæringen på F3- og F5-lån er 0,2 point.
Områdedirektør i Nykredit Sune Worm Mortensen mener, at den høje kursskæring på F1-lånet nu har vist sin effekt. Færre boligejere vælger nemlig F1-lånet.
»Den effektive obligationsrente er negativ. Den forhøjede skæring har til hensigt at fordyre lånet, så færrest muligt har et F1 lån, og det virker sådan set efter hensigten,« siger Sune Worm Mortensen.
I forhold til sidste refinansiering er der også tale om pæne besparelser for boligejerne. Hvis man har et F1-lån på 1 mio. kr., sparer man 220 kr. om måneden efter skat og får en ydelse på 3.375 kr. i Realkredit Danmark. Uden afdrag er den månedlige ydelse 745 kr. Et F3-lån med afdrag koster nu 3.590 kr. Uden afdrag er den månedlige ydelse 810 kr.
Ingen tør spå om, hvad der kommer til at ske resten af ugen, for der er meget uro. Og at udtalelser fra den danske overvismand, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen i fredags tilsyneladende førte til, at presset på kronen lettede, og at han mandag måtte nedtone betydningen af sine udtalelser, siger noget om, at situationen er usædvanlig.
Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Lone Kjærgaard,minder da også om, at situationen er speciel.
Artiklen fortsætter efter grafikken:
»Dagens lave renter minder om, at vi står i en meget særpræget situation for tiden. Renter på flekslån, der er tæt på nul, vil gå over i historiefortællingen. Lige som generationen, der købte hus i 1970’erne, ynder at underholde med renter på over 20 pct., må kommende generationer forventes at blive underholdt med nærmest nul-renter i 2014 og 2015,« siger Lone Kjærgaard.
Den usædvanlige situation skyldes først og fremmest behovet for at sætte mere gang i europæisk økonomi, men også at Danmark betragtes som et særdeles sikkert sted at placere sine penge. Det har presset både fleksrenterne og de 30-årige renter usædvanlig langt ned.
»Dagens renter er alle historisk lave. F1-renten har dog været nede i samme niveau én gang tidligere i Totalkredit/Nykredit, nemlig i december 2013. Men vent med at danse sejrsdansen, til ugen er omme,« siger Lone Kjærgaard.
Efterspørgslen efter de danske fleksobligationer har heller ikke været så god som tidligere.
Den slags gøres op i begrebet "bid to cover". Det dækker over, hvor mange bud der er på en enkelt obligation. Normalt er bid to cover 2 eller 3 på F1-obligationerne, men på morgenens første auktion fra BRFkredit var tallet helt nede i 1,53. Det steg ved de efterfølgende auktioner i Realkredit Danmark og Nykredit.
»Bid to cover er sådan set på niveau med tidligere. Men ikke gigantisk. Og det i sig selv kan jo få en til at tro, at presset på kronen er aftagende,« lyder konklusionen fra Sune Worm Mortensen.
Man kan ikke helt regne med renterne, da de først endeligt gøres op, når ugen er omme. Renterne får vikning fra 1. april.


