Fortsæt til indhold

Disse topchefer tjener 800 gange mere end deres ansatte

En ny lov tvinger børsnoterede selskaber i USA til at afsløre lønkløften mellem topchef og medarbejder.

Erhverv

Det er på ingen måde ualmindeligt, at topchefen i en børsnoteret virksomhed tjener mere end "manden på gulvet".

Alligevel har en ny analyse fra USA Today på baggrund af hidtil hemmeligholdte oplysninger vakt opsigt, fordi den afslører en dundrende lønkløft mellem nogle af USA's mest magtfulde erhvervsledere og deres ansatte.

I USA's 500 største børsnoterede selskaber tjener den adm. direktør i gennemsnit 216 gange mere end sine medarbejdere, viser analysen, der er kommet til verden på baggrund af en ny lov, der tvinger de største børsnoterede selskaber i USA til at rapportere forskellen mellem direktørløn og medianløn (den gennemsnitlige løn, som en medarbejder bliver betalt).

Ikke overraskende er den nye lov blevet mødt med stor kritik fra det amerikanske erhvervsliv, der undertiden er blevet kritiseret for at være lidt for rundhåndet med løn og bonusser til sine direktører.

I nogle af de børsnoterede selskaber er lønforskellen imidlertid langt større end 216.

Ni adm. direktører tjener over 800 gange mere end deres ansatte. Øverst på hitlisten finder man David Zaslav, der er topchef i mediekoncernen Discovery Communications (DISCA), og som sidste år tjente 156,1 mio. dollar (1,064 mia. kr.).

Det var 2.282 gange mere end den gennemsnitlige medarbejder i DISCA.

Herunder følger en liste over de selskaber, hvor direktøren tjener over 800 gange mere end de ansatte:

Walmart

Direktør/årsløn: Douglas McMillion / 19,4 mio. dollar

Lønforskel: 804

Time Warner Cable

Direktør/årsløn: Robert Marcus / 34,6 mio. dollar

Lønforskel: 807

CBS

Direktør/årsløn: Lee Moonves / 57,2 mio. dollar

Lønforskel: 817

Target

Direktør/årsløn: Brian Cornell / 28,2 mio. dollar

Lønforskel: 843

Starbucks

Direktør/årsløn: Howard Schultz / 21,5 mio. dollar

Lønforskel: 994

CVS Health

Direktør/årsløn: Larry Merlo / 32,4 mio. dollar

Lønforskel: 1.054

Chipotle (selskabet har to direktører)

Direktør/årsløn: Montgomery Moran / 28,2 mio. dollar

Lønforskel: 1.483

Chipotle (selskabet har to direktører)

Direktør/årsløn: Steven Ells / 28,9 mio. dollar

Lønforskel: 1.524

Discovery Communications

Direktør/årsløn: David Zaslav / 156,1 mio. dollar

Lønforskel: 2.282

Kilde: Glassdoor.com; S&P Capital IQ; USA Today research.

Mens ovenstående topchefer tager sig vel betalt i forhold til deres medarbejdere, er andre gået i den stik modsatte retning. Larry Page fra Google og John Mackey, Whole Foods, har forkælet sig selv med en årsløn på 1 dollar, mens Kosta Kartsotis, adm. direktør i Fossil, arbejder gratis, skriver USA Today.