Optikere udvider forretningen: Vil spotte diabetes, tumorer - og redde liv
De store brillekæder satser alle på ny teknologi, der kan tjekke kunder for diverse sygdomme.
Optikere landet over nøjes ikke længere med at teste kunder for bygningsfejl og nærsynethed. De har fået ny, avanceret teknologi at gøre brug af.
Samtlige af Louis Nielsens kunder, der skal have tjekket øjnene, får nu tilbudt et såkaldt sundhedstjek, hvor der tages farvefotos af nethinden, og er man over 40 år, får man også målt trykket i sine øjne.
Hos Profil Optik har man i alle sine butikker installeret udstyr, der kan screene brillekunder for følgesygdomme af diabetes, og i Synoptik-kæden går man også med overvejelser om ny teknologi.
»Optikere er en del af sundhedsvæsenet, og kan vi spotte sygdomme tidligt i forløbet og dermed redde folks syn eller helbred, er det rigtig positivt.«Per Michael Larsen, formand for Optikerforeningen.
Ifølge Optikerforeningen, der er brancheforening for landets optikere og optometrister, er udviklingen logisk. Her ser man det som en del af optikerens virke at fange folk, som har en sygdom, og henvise dem til øjenlæger for videre behandling.
»Det er det, vi grundlæggende er uddannet til. Optikere er en del af sundhedsvæsenet, og kan vi spotte sygdomme tidligt i forløbet og dermed redde folks syn eller helbred, er det rigtig positivt. Og noget af det udstyr, man bruger, er nu kommet ned i en pris, der gør det mere interessant for optikerkæderne,« siger Per Michael Larsen, formand for Optikerforeningen.
Da Louis Nielsen begyndte at markedsføre sit sundhedstjek tidligere på året, medførte det ekstra mange akutpatienter hos øjenlæger landet over. Hundredvis af Louis Nielsen-kunder blev henvist dertil, men hos Danske Øjenlægers Organisation kaldte man det »spild af tid,« fordi patienterne i mange tilfælde var raske.
Skudsmålet lød, at optikerne ikke besidder de nødvendige kompetencer til at forstå, hvad trykmålinger og fotos af nethinden viser.
Siden har kritikken lagt sig en smule og antallet af henvisninger fundet et mere naturligt leje, i takt med at Louis Nielsen er blevet mere fortrolig med sit udstyr og bedre til at vurdere kunderne, lyder det. Men øjenlægernes bekymring er langt fra ovre.
»Vi stiller stadig spørgsmålstegn ved, om optikerne har den nødvendige faglige viden,« siger Jens Andresen, praktiserende øjenlæge og formand for Danske Øjenlægers Organisation.
»Den nye teknologi skal bruges af veluddannede personer, som holder deres kompetencer ved lige og bliver eksamineret. De skal leve op til samme strenge krav som øjenlæger, ellers bliver kvaliteten og patientsikkerheden sat over styr,« fortsætter Jens Andresen.
Både han og mange andre øjenlæger har taget kontakt til lokale optikerkæder for at diskutere, hvordan man bedst muligt koordinerer et samarbejde. Ifølge Jens Andresen har de nye sundhedstjek ført til flere patienter i øjenlægernes konsultationer, der i forvejen er presset på tid.
Optikerforeningen har lyttet til øjenlægernes kritik og erkender, at det er afgørende, at optikerne besidder den nødvendige viden, mener formand Per Michael Larsen.
»Vi skal være vores ansvar bevidst. En optikers uddannelse indeholder en masse viden om det øjenpatologiske felt, men det er vigtigt, at man ved, hvordan disse avancerede instrumenter skal bruges. Ellers kan man ikke vurdere, hvornår en patient er akut eller ej – og hvornår en henvisning til øjenlægen er berettiget eller uberettiget,« siger han.
Louis Nielsen har haft alle sine optikere gennem kurser og efterfølgende trænet dem i, hvordan det nye udstyr skal bruges. Dertil har man allieret sig med en privat øjenlæge, der kan hjælpe med at tolke billeder i tvivlstilfælde.
Indtil videre har Louis Nielsen fundet synslidelser hos 55 af sine kunder, f.eks. grøn stær eller øjenforkalkning, som ellers ikke var blevet opdaget. Adm. direktør Mads Nygaard konstaterer sågar, at Louis Nielsen har »reddet liv« ved at spotte to kunder med cancer i nethinden og to med en tumor i hjernen.
»For vores optikere, der blot er vant til at tage styrke til briller og kontaktlinser, er det rigtig stort. Det giver et andet forhold til kunderne, og det gør noget ved personalet, når de føler, at de gør en forskel. Jeg kan få gåsehud over nogle af de ting, vi har fundet,« siger Mads Nygaard.
I Synoptiks mere end 100 butikker henviser man hvert år flere tusinde kunder til lokale øjenlæger, når der under synsprøver opdages symptomer, som kræver yderligere undersøgelse, f.eks. tegn på grøn- eller grå stær. Kæden følger udviklingen på markedet tæt og går også med overvejelser om at indføre ny teknologi, fortæller adm. direktør Claus Winberg.
»Men det er et kardinalpunkt for os, at teknologien er pålidelig og lever op til vores øvrige standarder. Det skal ske med respekt for den tryghed og faglighed, som kunderne kan forvente i en kæde som Synoptik,« siger han, der ikke ønsker at udtale sig om konkurrenternes tiltag.

