Fortsæt til indhold

Hurtigt tjek afslører, om din grund er forurenet, støjramt - eller i fare for oversvømmelse

En lang række oplysninger om boligkvarterer er samlet på populær hjemmeside.

Erhverv

Er din nabos grund forurenet af radon? Døjer genboen med trafikstøj? Og er din egen bolig i fare for oversvømmelser ved det mindste regnskyl?

Med få tryk på tastaturet kan du få et samlet overblik over forurening, geologi, indbyggersammensætning, hårdhed af drikkevand og sågar afstanden til den nærmeste folkeskole eller dagligvarebutik i dit nabolag.

Hjemmesiden dingeo.dk gik i luften for godt et år siden som et hobbyprojekt, men har udviklet sig til et omfattende hjemsted for data om lokalområder i hele Danmark.

Bag siden står geofysiker Peter Riisager, der har samlet geodata og demografiske oplysninger, som offentlige myndigheder har liggende i databaser. Data er altså allerede tilgængelige, men dingeo.dk bruger dem til at skabe et overblik over specifikke boligkvarterer.

Peter Riisager er fra Virum og fik idéen til siden, da han skulle købe hus og savnede et samlet overblik over alle de oplysninger, der er relevante ved huskøb, f.eks. risikoen for oversvømmelser, jordforurening, trafikstøj mv.

Og dingeo.dk er nu blevet så populær, at ophavsmanden i foråret blev hædret med Geodataprisen 2015 for sin nye måde at bruge frie data på til gavn for den brede offentlighed.

Formand for Dansk Ejendomsmæglerforening, Torben Strøm, sagde tidligere på året til DR Nyheder, at »det kun kan være et gode for de familier, der søger en ny bolig, at de får så mange oplysninger og fakta om området som muligt.«

Til gengæld har fagekspert i Bolius, Tine Rensch Sode, understreget, at data på siden ikke nødvendigvis er korrekte, da de tilgængelige, offentlige databaser ikke altid er opdaterede.

Dingeo.dk er en oversigt og tager derfor ikke ansvar for eventuelle datafejl. Oplever man forkerte data på sin adresse, skal man gå til datakilderne for at få dem rettet.