Fortsæt til indhold

Nu er alle sager i byggekartel offentliggjort

Konkurrencemyndighederne har offentliggjort det samlede sagskompleks i byggekartelsagen. Det er mere end på tide, siger bygherrerne, som ikke forstår, at optrævlingen af sagen har taget adskillige år.

Erhverv

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har offentliggjort en komplet liste over byggekartelsagens bygherrer, entrepriser og virksomheder.

Det sker efter, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet - i daglig tale bagmandspolitiet - efter fem år har afsluttet størstedelen af sagerne med bøder og sendt de resterende sager til domstolene.

Bygherreforeningen jubler, men forstår ikke, at overblikket først kommer nu.

»Det er svært at forstå, at det har taget så lang tid, og det har været frustrerende, at myndighederne har været så lukkede omkring sagen. Vi har gået og sukket efter det samlede overblik, så bygherrerne fik mulighed for at se, om de selv var blevet snydt i sagen,« siger Henrik Bang, direktør i Bygherreforeningen.

Han siger, at det har været en underlig situation for de offentlige og private bygherrer, at opklaringen har været så længe undervejs:

»Det er svært at agere i et marked, hvor man har en mistanke om, at nogle af de virksomheder, man samarbejder med, ikke har rent mel i posen.«

Kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Peter Langkjær fortæller, at styrelsen har offentliggjort skemaet på vegne af bagmandspolitiet, men siger, at det først gav mening at offentliggøre hele sagen, når overblikket var komplet:

»Det er heller ikke fair som virksomhed at blive mødt med mulige erstatningskrav, hvis ikke det er slået fast, at anklagemyndigheden mener, at der er begået noget strafbart.«

Han siger dog samtidig, at sagen har taget lang tid at optrævle:

»Jeg tror, at alle er enige om, at det har taget lang tid - og også for lang tid. I det indgår selvfølgelig også, at det er et stort sagskompleks med rigtig mange virksomheder og forhold involveret.«

Specialanklager i bagmandspolitiet, Niels Kjærsgaard, vil ikke gå i detaljer om tidsperspektivet for efterforskningsarbejdet, men siger til kritikken om lukkethed, at bygherrerne løbende har kunnet anmode om aktindsigt i sagen, og at der også er nogle, der har benyttet sig af det.

»Hovedreglen er, at der først gives aktindsigt, når straffesagen er afsluttet, men der har også været mulighed for at give det på et tidligere tidspunkt ud fra begrebet om meroffentlighed,« forklarer han.

Flere bygherrer har allerede krævet erstatning, men med det samlede sagskompleks får alle nu mulighed for det. Henrik Bang anbefaler, at bygherrerne overvejer at kræve erstatning pga. signalværdien over for virksomhederne.

Artiklens emner