Kartelaftaler koster håndværkerfirma halv mio. i bøde
Håndværkerfirmaet Dahl skal betale 500.000 kr. i bøde i en sag om kartelaftaler, hvor en kommune er blevet snydt for flere 100.000 kr.
Dahl skal betale en bøde på 500.000 kr. for ulovlige kartelaftaler. Sådan lyder dommen fra Retten i Glostrup, som er den anden dom ud af syv sager i byggekartelsagen, der ventes afgjort ved domstolene.
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - også kendt som bagmandspolitiet - gik efter en bødestraf på 1 mio. kr.
Det var ikke Dahl selv, der havde indgået kartelaftalerne. Det var i stedet PPE Entreprise, hvis aktiviteter Dahl overtog efter en fusion i september 2009. De to forhold, som virksomheden er dømt for, har fundet sted kort før fusionen.
Derudover var Peter Dahl, som er indehaver og adm. direktør i Dahl, også medejer af PPE Entreprise inden fusionen. Dahl nægtede sig skyldig.
Dahl er dømt for ulovlige aftaler i forbindelse med to asbestssaneringsentrepriser i Gladsaxe Kommune. Den ene prisaftale indgik PPE Entreprise med tre konkurrenter forud for en entreprise på Høje Gladsaxe Skole. De skruede tilbudssummerne op for derefter at dele de penge, de snød Gladsaxe Kommune for, imellem sig. Virksomheden Mogens V. Zeltner, som vandt opgaven, betalte ifølge bagmandspolitiet knap 100.000 kr. til hver af taberne af udbuddet.
Det andet forhold, som Dahl blev dømt for, omhandler en entreprise på Gladsaxe Sportshaller, hvor PPE Entreprise modtog 75.000 kr. fra vinderen af opgaven.
Den tidligere direktør i PPE Entreprise, Poul Pedersen, erkendte alt i retten og fortalte, hvordan konkurrenterne betalte hinanden ved hjælp af fiktive fakturaer:
»Dem, som ikke fik opgaven, fakturerede den, der havde vundet licitationen.«
Selv om PPE Entreprise har modtaget penge, som Gladsaxe Kommune er blevet snydt for, rejser kommunen ikke noget erstatningskrav.
»Vi vil ikke umiddelbart rejse et erstatningskrav, for vi er dækket ind med de aftaler, vi har indgået,« siger Mikael Wolf, chef for byrådssekretariatet i Gladsaxe Kommune.
Gladsaxe Kommune har kun rettet krav mod vinderne af entrepriserne og har afsluttet to sager med erstatning. Nu afventer kommunen, at der falder afgørelse i sagen mod virksomheden Mogens V. Zeltner, som vandt asbestssaneringsentreprisen på Høje Gladsaxe Skole. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Mogens V. Zeltner.

