Entreprenør anker karteldom til landsretten
Den første dom i byggekartelsagen om såkaldte "lånepriser" skal Østre Landsret nu efterprøve. Juul & Nielsen har valgt at anke dommen, som Retten i Glostrup afsagde tirsdag.
Entreprenørvirksomheden Juul & Nielsen anker dommen fra Retten i Glostrup, hvor virksomheden blev idømt en bødestraf på 1,5 mio. kr.
»Vi mener, at dommen er forkert, og virksomheden har truffet beslutning om, at dommen ankes til landsretten,« siger Juul & Nielsens forsvarer, Peter Stig Jakobsen, som er partner i advokatfirmaet Bech-Bruun.
Det betyder, at Østre Landsret skal efterprøve den første dom, der er faldet i byggekartelsagen, om såkaldte lånepriser. Juul & Nielsen er dømt for at have sendt prisoplysninger til konkurrerende virksomheder i forbindelse med tre entrepriser. En tidligere medarbejder i Juul & Nielsen fortalte under retssagen, at der var tale om vennetjenester.
Peter Stig Jakobsen har ikke yderligere kommentarer til sagen, men i retten argumenterede han bl.a. for, at arbejdsgiveren ikke kunne holdes ansvarlig for medarbejderens vennetjenester.
Juul & Nielsen gik efter frifindelse under retssagen, og hvis det ikke skete en mindre bødestraf på 70.000-100.000 kr.
Specialanklager i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Niels Kjærsgaard, hæfter sig ved, at dommeren mener, at overtrædelserne skal kategoriseres som alvorlige.
»Det er vigtigt for os, at vi holder linjen i forhold til, at det er en alvorlig overtrædelse, og at dommen dermed bekræfter de to andre byretsafgørelser, der har været,« siger han.
Overtrædelserne i retssagerne mod Dahl A/S, som indtil en fusion hed PPE Entreprise, samt Handelsselskabet af 4.7.2011 blev ligeledes kategoriseret som alvorlige. Her var der i modsætning til sagen mod Juul & Nielsen tale om, hvad mange nok traditionelt set opfatter som kartelaftaler, hvor tilbudspriserne bliver skruet op, hvorefter virksomhederne deler pengene imellem sig.
Kategoriseringen alvorlig har betydning for bødestørrelsen. For en mindre alvorlig overtrædelse ligger grundbeløbet i spændet 10.000-400.000 kr., mens en alvorlig overtrædelse går fra 400.000 kr. til 15 mio. kr.

