Fortsæt til indhold

Kæmpe underskud og kuldsejlede projekter i Labflex

I februar købte Foghsgaard-familien sin kronjuvel, Labflex, tilbage. Tre måneder forinden havde de tidligere ejet skudt 10 mio. kr. i selskabet.

Lars Foghsgaard tjente størstedelen af sin formue på at opbygge, børsnotere og til sidst sælge hospitalssengeproducenten Scandinavian Mobility for cirka en halv mia. kr. i 1999.
Erhverv

Da det i februar kom frem, at familien Foghsgaard havde købt sit forretningsimperiums tidligere kronjuvel, Labflex, tilbage, skete det til stor undren.

15 måneder forinden havde familien med den 75-årige Lars Foghsgaard i spidsen nemlig solgt laboratorievirksomheden for et trecifret millionbeløb til det norske investeringsselskab Credo Partners.

Nu købte familien så pludselig firmaet tilbage - uden at nogen af parterne ønskede at fortælle hvorfor. Alligevel kom nordmændene med en kommentar, der skabte flere spørgsmål end svar.

»Hvis man er ude efter et år, så er det selvfølgelig ikke en investering, vi kan sige, at vi er særligt fornøjede med,« sagde Pål Brynsbrud, partner i Credo, til Børsen adspurgt om, hvorvidt Credo var stolt af sin investering i Labflex.

Nu er der så kommet lidt klarhed over, hvilken situation Labflex befandt sig i under de norske ejere.

Labflex, der laver inventar til laboratorier, sygehuse og uddannelsesinstitutioner, kom nemlig ud af 2016 med et kæmpe underskud efter skat på 53 mio. kr. Det skete efter flere år med pæne overskud.

Samtidig blev omsætningen i selskabet mere end halveret.

Nøgletal i Labflex A/S de seneste fem regnskabsår:

Mio. kr.20122013201420152016
Omsætning193,4218390441212,7
Resultat efter skat-4,90,0224,811,8-52,7
Egenkapital53,653,978,617-13,3

Ifølge det nye regnskab fra laboratorievirksomheden skal årsagen især findes i, at der var »usædvanligt« mange projekter, som enten blev udskudt eller aflyst i 2016. Heriblandt et stort projekt på Niels Bohr-instituttet i København.

Labflex beskriver 2016 som »meget udfordrende« og »klart utilfredsstillende« i det nye regnskab, der gjorde egenkapitalen negativ med 13 mio. kr.

Af det nye regnskab fremgår det desuden, at 2017 bliver et år med fokus på turnaround, mens 2018 vil byde på stabilisering af forretningen, så Labflex kan få en bæredygtig økonomisk fremtid.

I november, altså få måneder før Foghsgaard-familien købte Labflex tilbage, skød Credo Partners knap 10,5 mio. kr. ind i Labflex for at holde selskabet kørende.

Det fremgår da også, at holdingselskabet bag Labflex, som blev oprettet i forbindelse med Credos køb af Labflex i 2015, havde et underskud på 108 mio. kr. i sit første regnskabsår.

Foghsgaard-familiens eget holdingselskab, Lars Foghsgaard Holding, kom ud af 2016 med et underskud på 30 mio. kr. og har nu en egenkapital på 245 mio. kr.

Da familien Foghsgaard overtog ejerskabet af Labflex igen, blev det samtidig meldt ud, at Malte Foghsgaard, søn af Lars Foghsgaard, trådte tilbage som administrerende direktør og i stedet blev en del af bestyrelsen.

Lars Foghsgaard tjente størstedelen af sin formue på at opbygge, børsnotere og til sidst sælge hospitalssengeproducenten Scandinavian Mobility for cirka en halv mia. kr. i 1999.

Investeringen i Labflex udviklede sig imidlertid til et mareridt for den hovedrige erhvervsmand i perioden 2005-2009, hvor selskabet tabte 270 mio. kr.

Siden kom der pæne overskud i Labflex igen, men nu er virksomheden altså tilbage til de store underskud.

Artiklens emner
Lars Foghsgaard