Ro på: Seks grunde til, at den traditionelle bilmotor ikke forsvinder
Volvo har meddelt, at man fra 2019 kun vil producere elbiler eller hybrider. Men der er mange år, til el erstatter benzin.
Det kan godt være, at Tesla Motors er lige så mange penge værd på børsen som Ford og General Motors. Men verden har endnu til gode at opleve en elbilproducent, der kan lave et overskud.
Og selv om Volvo i sidste uge annoncerede, at fabrikken fra 2019 kun vil producere modeller, der enten er fuldt elektriske eller hybridbiler, er forudsigelserne om forbrændingsmotorens snarlige død stærkt overdrevet.
»Ideen om, at vi bevæger os fuldstændig væk fra biler uden en traditionel forbrændingsmotor (benzin/diesel) er vildt overdrevet. Det er stadig svært at forestille sig en teknologi, der er bedre til biler end forbrændingsmotoren,« siger Rebecca Lindland, der er analytiker hos Kelley Blue Book, til CNN.
Sammen med andre eksperter er hun dog ikke i tvivl om, at elektriske biler vil blive mere populære. Især i takt med at priserne bliver mere konkurrencedygtige i forhold til traditionelle benzin-biler.
»Vi har endnu ikke set priserne komme så langt ned som nødvendigt for at konkurrere på et massemarked,« siger Ron Cogan, der er redaktør på Green Car Journal.
Og påstanden om, at elbilerne helt vil udkonkurrere benzindrevne biler bliver vanskelig at tro på, hvis ikke umulig, lyder det fra eksperterne.
Her er 6 grunde til, at benzinbilen vil overleve mange år endnu:
- Den første er rentabiliteten. Selvom Tesla er rasende mange penge værd - på aktiemarkedet - så har selskabet endnu til gode at vise overskud. Traditionelle bilproducenter tjener rigtig mange penge på at producere traditionelle biler. Endnu har ingen fundet ud af at tjene penge på at sælge elbiler.
- Først for nyligt har en fabrik tilbudt en elbil til konkurrencedygtige priser, der kan køre 300 km på en opladning. Chevrolet Bolt blev sendt på markedet sidste år, og Tesla 3 vil snart rulle ud af fabrikkerne. Fabrikkerne vil i begyndelsen tabe penge på disse modeller.
- Prisen er endnu ikke kommet så langt ned, at elbilen reelt er en konkurrent på det brede marked for masseproducerede biler.
- Biler med en almindelig forbrændingsmotor bliver mere og mere konkurrencedygtige, fordi de kører længere på literen. Og de færreste tror på, at de via lovgivning bliver forbudt i den nærmeste fremtid.
- En ting er Volvo. Hvis GM, Toyota eller VW kom med den samme udtalelse som Volvo (ingen benzinbiler i 2019, red.), så ville det virkelig batte noget. De store producenter går også i retning af elbiler, men det varer længe, inden de opgiver benzinmotoren.
- Volvo er måske nok en trendsætter, men er stadig kun en nicheproducent. Volvo sælger 500.000 biler om året, og selv hvis fabrikken nåede sit eget mål om 800.000 biler i 2020, vil det svare til under 1 pct. af det samlede antal biler, der sælges i verden, skriver CNN.

