Erhverv
BREAKING

Inspiration bliver nu overtaget af Imerco og forsvinder snart fuldstændigt

I snart et år har Inspiration og Imerco ventet på konkurrencemyndighedernes afgørelse om en fusion. Nu er afgørelsen på plads.

Inspiration har haft underskud de seneste fem år. Foto: Johan Mikkelsen

For snart et år siden meldte isenkræmmerkæderne Imerco og Inspiration ud, at de skulle fusioneres.

Siden har parterne ventet på en afgørelse fra konkurrencemyndighederne, og den er nu kommet.

Afgørelsen er dog ikke blevet, som Imerco og Inspiration havde håbet, da fusionsplanen er blevet afvist af konkurrencemyndighederne. Dog kan parterne melde ud, at Imerco overtager 25 af de bedst beliggende Inspiration-butikker, som samlet har en omsætning på 350 mio. kr.

I den forbindelse vil Imerco udfase navnet Inspiration.

De resterende 20 Inspiration-butikker, der ikke bliver overtaget af Imerco, skal samtidig køre videre under et nyt navn, oplyses det i en pressemeddelelse.

Dermed kan det altså konstateres, at Inspiration-kæden snart er fortid. Kæden har da også tabt 200 mio. kr. de seneste fem år.

Ejendomsmatadoren Mikael Goldschmidt ejer 88 pct. af Imerco-koncernen, og han kan nu alligevel ikke se fusionen gå, som han havde håbet.

»At vente et år på en afgørelse har været problematisk, men vi er tilfredse med, at det nu er muligt for os at føre de planer ud i livet, som vi har lagt for overtagelsen af de 25 bedste af Inspirations butikker,« siger han i pressemeddelelsen.

Han og Imerco lancerer i 2018 et nyt koncept kaldet Imerco Home, der kommer til at bestå af op mod 50 butikker og vil have fokus på bolig og indretning.

»Vi ser et stort potentiale i at satse mere på bolig og indretning. I de nye Imerco Home-butikker vil kunderne møde en anderledes og mere spændende butiksoplevelse med nye varer og større fokus på bolig og inspirerende indretning,« siger Frederik Brønnum, administrerende direktør i Imerco, som fremadrettet vil bestå af 180 butikker på landsplan.

Niels Thorborg, der hidtil har ejet Inspiration gennem selskabet 3C Retail, bliver ikke en del af ejerkredsen i Imerco, som det ellers var planlagt. Han stod til at få en ejerandel i Imerco på 22 pct., mens Mikael Goldschmidt skulle have ejet 65 pct. af aktierne.

Nu hvor Niels Thorborg alligevel ikke bliver en del af Imerco, har han i stedet forpligtet sig til at drive de resterende Inspiration-butikker, der ikke bliver en del af Imerco, videre og samtidig investere i en »ny og levedygtig« kæde, fremgår det af en pressemeddelelse, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har sendt ud.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også