Erhverv
0

Kähler har tabt pusten: Overskuddet falder voldsomt

Kähler tjener færre penge end forventet, viser nyt regnskab. Alligevel er kædens hovedejer tilfreds.

Frantz Longhi købte Kähler tilbage i 2008. Siden fik virksomheden virkelig fart på, men nu er væksten afløst af tilbagegang. Foto: Martin Dam Kristensen

Det er foreløbigt slut med »unormalt« store overskud i den danske design- og keramikvirksomhed Kähler.

Efter bundlinjen i årevis har taget et kvantespring op, går det nu tilbage med indtjeningen i Kähler Design A/S.

Kähler kort fortalt
  • Kähler er en dansk keramikvirksomhed, der blev grundlagt i Næstved i 1839.
  • I mere end 100 år var firmaet i familien Kählers eje, men blev i 1975 overtaget af Næstved Kommune, der senere lod fabrikken gå videre til Holmegaard Glasværk.
  • Holmegaard blev efterfølgende købt af ejendomsspekulanten Steen Gude, der i 2008 gik ned med et brag. Frantz Longhi købte rettighederne til Kähler, som i dag er en del af hans koncern Danish Design Management.
  • Frantz Longhi ejer størstedelen af Kähler, mens adm. direktør Jesper Holst Schmidt har en mindre ejerandel.

Selskabet kom nemlig ud af regnskabsåret 2016/2017 med et overskud efter skat på omkring 12,5 mio. kr. Det er et fald på 74 pct. i forhold til året forinden og lavere end det forventede overskud på mellem 25 og 35 mio. kr.

Kählers omsætning er hemmelig.

Ifølge arkitekten Frantz Longhi, der købte Kähler ud af et konkursbo i 2008 og i dag ejer størstedelen af selskabet, har forventningerne været sat for højt af Kähler.

Hypen fra jubilæumsåret 2014, hvor Kähler fejrede sin 175. fødselsdag, har simpelthen ikke kunnet vare ved.

»Udviklingen i Kählers resultater var ekstrem i nogle år, og det har vi nok ladet os beruse for meget af. Vi har været lidt naive omkring, hvor meget af salget fra jubilæumsfesten der ville forsvinde. Det er én af årsagerne til, at overskuddet nu falder. Vi er tilbage i en hverdagssituation for Kähler,« siger Frantz Longhi til Finans.

Han kalder dog stadig overskuddet på 12,5 mio. kr. tilfredsstillende og fortæller, at forventningen til indeværende regnskabsår er et overskud på samme niveau.

»I forhold til hvordan mange i designbranchen klarer sig, er det et resultat i den pæne ende. Man skal ikke klage, når man kan tjene et tocifret millionbeløb i denne branche,« siger Frantz Longhi.

Christian Bason, adm. direktør i Dansk Design Center, vil ikke kommentere udviklingen i enkeltvirksomheder som Kähler.

Han forklarer dog, at det går godt for de fleste danske virksomheder inden for design, livsstil og møbler.

»Men man kan naturligvis altid blive udfordret af uheldig timing eller af en strategi, der ikke rammer markedet helt rigtigt,« skriver han i en mail til Finans.

Udover det faldende salg er en anden årsag til den dykkende indtjening i Kähler, at selskabet har investeret massivt i at vokse uden for Skandinavien.

Helt konkret lægger Kähler lige nu mange kræfter og ressourcer i at bygge sin position op i Tyskland, Holland og Japan.

»Vi skal have et gennembrud i udlandet. Målet er at gøre Kähler til et stort brand i hele verden. Nu giver vi den i første omgang hele armen i Tyskland, Holland og Japan, mens vi holder andre markeder i gang,« siger Frantz Longhi med henvisning til, at Kähler i øjeblikket eksporterer til 25 lande.

For knap to år siden meldte Kähler ud, at den ledte efter en forretningspartner, der kunne købe sig ind i virksomheden og være med at til at udvikle den.

Men for et år siden skrinlagde Frantz Longhi de planer, og sådan er det stadig.

»Vi kom frem til, at vi selv har midlerne og kompetencerne til at udbrede Kähler, som vi gerne vil. Så i øjeblikket leder vi ikke efter en ny ejer,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også