Sjælden chance: Fotos af de første fodaftryk på månen sat til salg
Sjældne fotos fra rumfartens gyldne periode 1962-72 sættes til salg på auktion i USA.
Sjældne fotos taget af astronauter som John Glenn og Neil Armstrong sendes på auktion i næste måned i USA.
De mange fotos omfatter blandt andet den første månelanding, og de første billede taget af mennesker fra det ydre rum. De sjældne fotos sælges af Skinner Auctioneers and Appraisers, skriver CNN.
I alt sælges 446 pakker, som indeholder enten et eller flere fotos. En pakke kan eksempelvis indeholde fire fotos. Vurderingsprisen på de enkelte pakker varierer fra 300 til 9.000 dollars, og selve auktionen finder sted den 2. november i år.
Blandt de mange fotos er det første, der nogensinde er taget ude fra rummet af et menneske, og et foto af det fodaftryk, som Buzz Aldrin satte på månens overflade den 21. juli 1969. Han var nummer to mand på månen lige i hælene på Neil Armstrong.
Andre fotos viser de oprindelige syv astronauter fra Mercury-programmet.
Der er også et billede af Eugene Cernan, den foreløbigt sidste mand, der satte fod på månen.
Mange af billederne er påstemplet med de originale "mærker" fra Nasa, identitetsnumre og med Kodaks vandmærker i papiret.
»Astronauternes hovedopgave var at beskrive deres aktiviteter under turen, men de var også inspireret af det, de så og af at tage billeder, der kunne fortælle mere end ord. Det gav os andre muligheden for at dele magien og spændingen ved rumfart,« skriver auktionshuset.
Auktionshuset forventer, at de mange fotos vil appellere til både entusiaster og samlere af fotografier.
Auktionens fotos er sat til salg af en enkelt samler, der ønsker at være anonym, skriver CNN.

