Fortsæt til indhold

Kina har skabt panik på verdens børser - det skal man vænne sig til

Kinas indflydelse på de globale finansmarkeder vokser. Det stiller større krav til investorerne, lyder det.

Investor

Danske og udenlandske aktieinvestorer skal vænne sig til, at emerging markets – såsom Kina – spiller en langt større rolle for udviklingen på de globale finansmarkeder end tidligere.

Det står klart, efter at frygten for en opbremsning i Kinas mastodontstore økonomi har sat børser verden over i brand og ført til voldsomme kursfald de seneste uger.

Da nedturen for Kinas a-aktier (hvoraf cirka 98 pct. ejes af kinesere) begyndte tidligere på året, blev det mødt med skuldertræk. Så greb den kinesiske regering ind med adskillige finansielle tiltag, hvorefter Hong Kong-aktierne, som udlændinge handler, dykkede.

»Og så gik det stærkt. Investorerne tolkede det som panik og et tegn på, at væksten i Kina var i fare. Det spredte sig som ringe i vandet. Asien blev trukket ned og sidenhen Europa,« siger Tine Choi Danielsen, seniorstrateg i Nordea.

Det nye i denne omgang aktieuro er, at de udviklede lande – såkaldte developed markets – driver kursudsvingene. Det indikerer et paradigmeskifte, mener Tine Choi Danielsen. Fra at have været en relativt isoleret vækstbekymring relateret til specifikke emerging markets, særligt Kina, er frygten blevet mere global af natur.

»Vi ser en frygt for, at afmatningen i emerging markets er tilstrækkelig til at trække de udviklede landes ellers fornuftige vækst ned i slæbegear eller i værste fald recession. Det er ikke vores vurdering, at afmatningen får så grelle konsekvenser, men frygten er håndgribelig og reel. Og det mest problematiske er, at den er potentielt selvopfyldende,« advarer Tine Choi Danielsen.

»Når Kina skruer op for sin liberalisering og i stigende grad åbner sine kapitalmarkeder for udenlandske investorer, skal vi vænne os til, at landets indvirkning på finansmarkederne bliver endnu større.«
Tine Choi Danielsen, seniorstrateg i Nordea.

Forklaringen på Kinas voksende indflydelse på de finansielle markeder er simpel: Det er verdens næststørste økonomi med grene ud til alle klodens afkroge. Hvis Kina kommer i recession, som nogle investorer har frygtet, bliver de omkringliggende lande i Asien ramt, fordi deres vigtigste eksportmarked er Kina.

Det kan trække hele Asien ned i recession, hvilket er gift for Europa, der er følsom over for vigende efterspørgsel fra Asien. USA vil også kunne mærke det, men ikke i lige så høj grad.

En global afmatning som denne kan få kurserne på aktiemarkederne til at falde, og jo længere tid det varer ved, desto større bliver risikoen for negativ afsmitning på de globale økonomer. Virksomheder og forbrugere bliver ramt på selvtilliden. Man holder igen med investeringer og skruer ned for forbruget.

»Der er altså en risiko for, at markederne presser negative effekter ud i realøkonomien. Og når Kina skruer op for sin liberalisering og i stigende grad åbner sine kapitalmarkeder for udenlandske investorer, skal vi vænne os til, at landets indvirkning på finansmarkederne bliver endnu større. Det har stor betydning for verdensøkonomien,« siger Tine Choi Danielsen.

Konsekvensen for investorer er, at de skal være endnu bedre til at udvælge deres emerging markets. Tidligere kiggede man på emerging markets som én samlet masse, men i dag skal man fokusere på enkelte lande, lyder rådet.

»Man bliver nødt til at sætte sig mere ind i forholdene. Umiddelbart har ingen andre emerging markets samme indflydelse som Kina. Brasilien og Rusland er i recession, uden at det har rystet investorerne. Det er den kinesiske økonomis størrelse, der gør forskellen,« siger Tine Choi Danielsen, der mener, at Kina er godt i gang med at udvikle sig til et asiatisk finanscentrum.

»Det kinesiske aktiemarked er vokset rigtig meget. Det skal de kinesiske myndigheder forholde sig til, og de skal lære, at det, de gør, faktisk har en global effekt. Det har de ikke skullet tidligere.«

Den kinesiske regering har med flere tiltag forsøgt at bremse kursfaldene på sine aktiemarkeder, men uden succes. Senest har Kinas regering givet grønt lys til, at statens pensionsfond kan investere op til 30 pct. af sin formue på de lokale aktiemarkeder, og ad flere omgange har den kinesiske centralbank sænket renten.

Frygten for recession i Kina er imidlertid overdreven, mener Tine Choi Danielsen. Det kinesiske boligmarked er ved at stabilisere sig, pengepolitikken er lempet, og detailsalget og servicesektoren udvikler sig fornuftigt.

Væksten i Kinas økonomi vil lande på 6,5-7 pct., lyder Nordeas vurdering.

Artiklens emner
Nordea
Tine Choi Danielsen