Kære Novo. Vi lader os ikke dressere eller intimidere
Novo Nordisk truer os på Finans med at afskære vores adgang til interview med topfolk. Det er en skæv og forkert tilgang. Både Novo Nordisk, virksomhedens mange ansatte og offentligheden er bedst tjent med en fair, faktuel, kritisk og uafhængig dækning af udviklingen i virksomheden.
KÆRE LÆSER
I denne uge har min kollega Nick Sturm, en af Danmarks mest indsigtsfulde medicinalreportere, været i Wien for at dække den store diabeteskonference EASD.
Det er vigtigt i en tid, hvor Danmarks nok vigtigste virksomhed Novo Nordisk står midt i en krise og en stor transformation. Samtidig befinder markedet for vægttabs- og diabetesmedicin sig i en helt definerende tid i kølvandet på den overvældende succes for vægttabsmidlerne.
På Finans er vi glødende optaget af alt, hvad der sker i Novo Nordisk, hvis betydning for Danmark og dansk erhvervsliv rækker langt ud over virksomheden selv. Derfor dækker vi indgående virksomheden og de store forandringer, som sker netop nu under den nye topchef Mike Doustdar.
I Wien skulle Nick Sturm have interviewet to topfolk fra Novo Nordisk: Forskningsdirektør Martin Holst Lange og koncerndirektør for produkt- og porteføljestrategi, Ludovic Helfgott. Men sidste weekend blev vores interview pludselig aflyst.
Årsagen?
At vi på Finans har kontaktet ledende medarbejdere uden at spørge om lov hos presseafdelingen først.
”Vi trækker vores EASD interview. Du har gentagne gange gået bag om ryggen på os og rakt ud til medarbejderen, inklusiv via SMS i dag, og det fornærmer ærligt talt vores intelligens,” skrev kommunikationschefen i en mail til Nick Sturm i sidste uge.
Hun tilføjede:
”Vi har strakt os langt for at være åbne, ærlige og transparante med dig. Det er respektløst for vores relation, og vi aflyser din tid med Martin og Ludo næste uge og overvejer hvilken tid vi kan give dig med vores ledelse fremadrettet.”
Det er et frit land, og Novo Nordisk må stille op til interview – eller lade være – med lige, hvem de selv har lyst til.
Men grunden til, at jeg alligevel tager mailen op her, skyldes at der er noget større og mere principielt på spil.
I første omgang er det åbenbart nødvendigt at afmystificere og forklare lidt om, hvordan vi arbejder med research og kilder på et medie som Finans. Her er det helt normalt at indsamle oplysninger og snakke med folk i og omkring store virksomheder. Derfor går vi både direkte via presseafdelingerne og taler med folk med viden mere uformelt.
Det gør vi ordentligt, og vi respekterer naturligvis altid, hvis folk afviser at snakke med os. Det er en helt gængs journalistisk arbejdsmetode, som alle danske medier benytter. Derfor kunne man for nylig også læse i Berlingske, hvad Mike Doustdar sagde på et internt møde blandt virksomhedens ansatte.
På Finans bestræber vi os altid på at opføre os ordentligt og overholde de presseetiske retningslinjer, men vi må også insistere på, at research og at tale med kilder er en helt almindelig og accepteret journalistisk praksis.
Vi har dyb respekt for, at Novo Nordisk befinder sig i en presset situation med store omvæltninger og derfor kan have andre perspektiver og synspunkter i forhold til deres presse- og kommunikationsstrategi. Men vi må også bede om, at man respekterer vores måde at arbejde på.
For mig ligger det allermest ildevarslende nemlig i afslutningen i mailen fra kommunikationschefen, hvor hun slår fast, at de må ”overveje” vores adgang til interview med ledelsen i fremtiden.
Den underliggende trussel er jo klar. Hvis vi ikke skriver og researcher på en måde, som Novo Nordisk kan lide, så afskæres vi fra interview i fremtiden. Det er uklart, præcis hvilke spilleregler Novo Nordisk mener, vi skal overholde, og presseafdelingen har ikke svaret på vores opfølgende henvendelser.
Vi vil meget gerne interviewe topfolk fra Novo Nordisk. Men vi lader os ikke dressere og intimidere, og derfor må vi sige klart fra over for den slags slet skjulte trusler.
Som man kan se i en række artikler fra Wien har Nick Sturm – til trods for de aflyste interview – leveret en række stærke artikler, hvor man reelt bliver klogere på markedet og konkurrencesituationen for Novo Nordisk.
Uanset Novo Nordisks tilgang lover vi at blive ved med at skrive om problemer og muligheder i den uhyre afgørende tid, som Novo Nordisk befinder sig i.
Den nye Novo Nordisk-topchef Mike Doustdar er i højt tempo i gang med en stor kulturel omvæltning i Novo Nordisk, hvor han har indledt stærkt symbolladede opgør med blandt andet bonusser og hjemmearbejde.
Man må ikke håbe, at den nye kultur i Novo Nordisk betyder, at virksomheden vender sig væk fra omverdenen og ind mod sig selv. Det vil være en skam både for Novo Nordisk og den helt nødvendige debat og løbende diskussion om resultater og vilkår i dansk erhvervsliv.
Derfor er den lukkede tilgang til en fri, fair og ordentlig presse helt forkert.
Vil du modtage chefredaktørens nyhedsbrev hver fredag, så kan du skrive dig op her.
Ugens fem vigtigste historier
1. Hemmeligholdt klausul kan torpedere Ørsteds redningsplan
Et konsortium af storbanker og den danske stat har åbnet en kattelem for, at Ørsteds historiske pengejagt på 60 mia. kr. ikke kan gå igennem.
Det er dog hemmeligt, hvad der præcis kan udløse en sådan situation, for hverken Finansministeriet eller Ørsted ønsker at uddybe indholdet af klausulen, der kort er beskrevet i det prospekt, som Ørsted offentliggjorde mandag.
De institutionelle investorer, vi har talt med på Finans, er nysgerrige på klausulen, men anerkender, at der er tale om en højst usædvanlig situation.
William Alkærsig Springer og Jesper Kroer Høberg har historien.
Og når vi nu er ved Ørsted, så har journalist Victor Emil Kristensen fundet det afsnit i prospektet, der handler om, hvad der sker, hvis selskabet mister sin kreditværdighed som investment grade. Det er grum læsning.
2. Hjemmearbejdspladsen er på retræte
Har man tilbragt bare et enkelt minut på Linkedin i denne uge, så er man uden tvivl stødt på et indlæg om fordele og ulemper ved hjemmearbejde. Det hele blev sparket i gang, da Novo-ledelsen i sidste uge meddelte, at medarbejderne som udgangspunkt skal møde op på arbejdspladsen alle ugens fem dage.
Eksperterne ser beslutningen som et signal om en ny ledelsesstil – og som det første tegn på en ny bølge i Danmark, skriver Anne Sofie Thrane.
3. Har den berygtede økonomiske syge ramt USA?
På overfladen blomstrer USA’s økonomi. Men den seneste måned er der kommet ridser i lakken i verdens største økonomi. Nye nøgletal tegner et billede af en økonomi, der styrer mod et af de værst tænkelige scenarier: Stagflation – en sammentrækning af »stagnation« og »inflation«.
Ifølge topøkonomer er det cocktailen af et svagere arbejdsmarked og en accelererende inflation, der truer med at smitte USA med den berygtede økonomiske syge.
Daniel Skinbjerg har historien.
4. Krigen mellem Pandora og Kasi når nye højder
De sidste 10 år er det fyget med beskyldninger om svindel og søgsmål mellem den børsnoterede smykkekoncern Pandora og erhvervsmanden Jesper Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper.
Jesper Kroer Høberg og Mick Kristensen har historien.
5. Sværvægtere klar til at udfordre Energinets monopol
»Det kan jo ikke være vigtigt, at det er Energinet, der bygger det. Det vigtige må være, at det bliver bygget rigtigt.«
Sådan siger Jens Rasmussen, adm. direktør i Eurowind. Sammen med andre sværvægtere i Danmarks grønne industri står han på spring til at udfordre Energinets monopol for at få mere fart på udrulningen af vedvarende energi.
Jakob Martini, Peter Thomsen og Tobias Hansen Bødker med historien.
Ugens podcast
Kun få kvinder har fundet vej til toppen af den finansielle sektor. Nordeas bankdirektør Helene Bløcher er en af de få. Hør mere om opskriften i denne uges udgave af podcasten ”Ledelse med Louise Orbesen.”
I denne episode afslører Helene Bløcher, hvad Nordea kan, som de andre banker ikke kan, og hvilke skridt der skal til for at få flere kvindelige talenter til at nå toppen.
»Vi har været for naive herhjemme og troet, at vi bare kunne fikse problemet med mangel på kvinder i topledelsen på 20 år,« siger Helene Bløcher.
Podcasten dykker også ned i de vendepunkter, der har formet Helene Bløcher som både menneske og leder. Hvad har fået hende til at blive i samme virksomhed i to årtier?
Hvad er opskriften på at bevare sin motivation, og hvornår har rejsen været mest udfordrende? Vi taler om de valg, der har ført hende til en af de mest magtfulde positioner i dansk erhvervsliv, og hvad der har været det mest begejstrende ved rejsen.
Gæst i denne uge: Helene Bløcher, bankdirektør i Nordea.
Vært: Louise Orbesen, ledelsesekspert.
Podcastredaktør: Kasper Søegaard.
Ugens anbefaling
Mikkel Bjergsø har solgt ud. Han er blevet mainstream. En del af etablissementet.
Mikkeller-stifteren kender godt holdningen til ham i dele af ølverdenen. Men den rører ham ikke, siger han.
Han ved godt, at han ikke længere er den unge, rebelske oprører. Men hvor den 30-årige version af ham hungrede efter anerkendelse, er den nu snart 50-årige Bjergsø mindre optaget af, hvad folk mener.
»I dag handler det for mig om at drive en god forretning, være en god chef og skabe gode oplevelser for folk. Det er måske også derfor, at de hardcore ølnørder ikke længere synes, at vi er de mest spændende,« siger Mikkel Bjergsø.
Øllets enfant terrible, der mandag fyldte 50 år, gør status i et stort interview med Simone Scheuer-Hansen og Thomas Lekfeldt (foto).
Ugens citat
»Det kræver nerver af stål at komme igennem 46 siders horrorlabyrint.«
Erhvervskommentator Søren Linding har læst afsnittet om risikofaktorer i Ørsteds juridiske salgsmateriale for kapitaludvidelsen til 60 milliarder kroner.
Tak for at læse med! God fredag og god weekend.
bh
Simon Bendtsen

