Bendtsens Bundlinje
Bedre sent end aldrig: Nødvendigt opgør med Kammeradvokaten
KÆRE LÆSER
Det var på tide, helt nødvendigt og glædeligt for konkurrencen. Men der er grund til at være skeptisk over for den nærmest unisone glæde.
Torsdag tog regeringen livtag med den 89 år gamle Kammeradvokat-ordning.
Efter årevis af kritik og i kølvandet på en ekspertrapport sidste år har staten og Poul Schmith/Kammeradvokaten nu indgået en aftale, der gradvist konkurrenceudsætter juridisk rådgivning i staten.
Titlen som kammeradvokat afskaffes fra 2028, og firmaet Poul Schmith mister en række opgaver, som det har lavet for staten. Samtidig skal en ny uafhængig offentlig myndighed ved navn Statsadvokaten i fremtiden rådgive og føre principielle sager for staten.
Det har taget for længe at gøre op med det besynderlige offentlige monopol, som siden 1931 har været varetaget af det private advokatfirma Poul Schmith. Men det gør det jo ikke mindre rigtigt at få gjort noget ved problemet nu.
Konkurrence - og mere af det - er godt for alle.
»Det er en stor sejr for dansk erhvervsliv og den fri konkurrence, at regeringen nu følger sit eget regeringsgrundlag ved principielt at sikre konkurrence, når staten køber advokatbistand,« som Morten Langager, direktør i Dansk Erhverv, formulerer det.
Poul Schmith er vokset til at være et af landets allerstørste og vigtigste advokatfirmaer blandt andet på grund af selskabets særstatus. Det er klart, at den nye aftale rokker ved den status og på den ene eller anden måde vil svække firmaet.
Men djævlen ligger i alle detaljerne, og måske er aftalen langt fra så skidt for Poul Schmith.
Advokatfirmaet vil fortsat løse opgaver for staten inden for skatte- og afgiftsret, energi og forsyning, forsvar og sikkerhed samt insolvens.
I første omgang vil opgaver for 100 mio. kr., der hidtil er gået til Poul Schmith/Kammeradvokaten, blive konkurrenceudsat. Det gælder bl.a. indkøb af advokatbistand inden for områderne it & GDPR, byggeri op anlæg, natur, miljø og klima samt arbejds- og ansættelsesret.
Men det efterlader stadig opgaver for 400 mio. kr. hos Poul Schmith, der fortsat vil løse opgaver for staten inden for skatte- og afgiftsret, energi og forsyning, forsvar og sikkerhed samt insolvens. Og dertil en millionindtægt på insolvensområdet, der ikke tæller med i de officielle opgørelser.
»Vi er glade for, at aftalen fortsætter. Det har været helt afgørende for Poul Schmith/Kammeradvokaten, at vores rådgivning inden for energi og forsyning, forsvar og sikkerhed, skatter og afgifter samt insolvens ikke bliver påvirket eller ændret med den nye aftale. Det er kerneforretning for os, og den forbliver intakt, hvilket er meget positivt,« som Jens Bødtcher-Hansen, der er managing partner i Poul Schmith/Kammeradvokaten, påpeger.
Fra flere sider lød det torsdag, at den nye aftale er et digebrud. Det er uden tvivl rigtigt. Og symbolværdien af opgøret med ordningen og titlen er meget stor. Men der er grund til at være skeptisk over for, hvordan det så bliver i praksis.
Advokatfirmaet Poul Schmith står uden tvivl et sværere sted og i en hårdere konkurrencesituation nu.
Omvendt har Poul Schmith forberedt sig på situationen længe, blandt andet kan man se, hvordan firmaet allerede er begyndt at markedsføre sig uden Kammeradvokat-titlen. Og samtidig kan Poul Schmith udnytte den stærke position, som firmaet har opbygget på ryggen af ordningen.
Det gør dog kun konkurrencesituationen på markedet for advokater endnu mere spændende og intens, og helt generelt er der kun grund til at glæde sig over, at politikerne - bedre sent end aldrig - lytter til erhvervslivet og fagkundskaben.
Iben Schmidt og Lone Andersen dækker sagen med stor indsigt på Finans. Læs med her.
Ugens fem vigtigste historier
1. Vestas’ 2025 er lyspunktet for den grønne industri
I et 2025, hvor den grønne industri har været ramt af adskillige geopolitiske bølgeskvulp, har danske Vestas været en ledestjerne.
Mens Donald Trump i Det Hvide Hus har skabt ravage med uhørte udfald mod havvind, er den danske vindmølleproducents aktiekurs nemlig blot steget og steget.
Mens de sidste ordrer tikker ind i bøgerne, og julefreden så småt sænker sig på kontorerne verden over, er status, at investorerne har belønnet Vestas med en stigning på næsten 70 pct. i løbet af året.
Victor Emil Kristensen gør status. Læs hans historie her.
2. Novo skal retur til rødderne: Strategi beskyldes for at ødelægge innovationen
En strategi fra 2017 kan ifølge kritikere forklare bekymringerne for manglende innovationshøjde i Novo Nordisks pipeline af kommende lægemidler.
Nick Sturm og Lone Andersen skriver. Læs deres artikel her.
3. Dollardyk æder afkast fra USA - og modvinden kan fortsætte
Svækkelsen af den amerikanske dollar har været dyr for de danske investorers afkast fra USA - og chefstrateger advarer om, at valutamodvinden kan fortsætte næste år.
Daniel Skinbjerg med historien. Læs den her.
4. For fjerde gang i træk: Lagarde og co. holder renten i ro
Der var ingen slinger i valsen torsdag i Frankfurt, hvor ECB-formand Christine Lagarde ganske som ventet holdt sig fra renteknappen for fjerde gang i træk. Styrelsesrådet i Den Europæiske Centralbank (ECB) besluttede, at renten skal forblive på 2 pct.
Emma Qvirin Holst skriver. Læs med her.
5. Per Bank har forandret canadisk kæmpekoncern
Per Bank, tidligere topchef for Salling Group, har siden 2023 været førstemand i den canadiske dagligvarekoncern Loblaw, der målt på markedsværdi nu er verdens tredje største blandt de børsnoterede.
I et interview med Jesper Olesen fortæller Per Bank om arbejdet de seneste par år i Toronto. Læs interviewet her.
Ugens podcast
Hvad kræver det at stå i spidsen, når beslutninger er komplekse, og der er millioner af kroner på spil?
For Maria Hjorth, der er managing partner i kapitalforvalteren Institutional Investment Partners (IIP), handler ledelse ikke om at undgå modstand. Det handler om at kunne stå i den.
Hendes personlige soundtrack, “Ain’t No Mountain High Enough”, er både en hyldest og en peptalk til store ambitioner.
Det fortæller hun mere om i den nyeste episode af Topchefernes Playliste, hvor nogle af Danmarks mest markante erhvervsledere deler deres syn på lederskab gennem musikken.
Lyt med og hør også, hvad Chaka Khan og Tina Turner bidrager med på Maria Hjorths playliste. Læs mere her.
Ugens afsløring
Mens det børsnoterede robotfirma Shape Robotics kæmper for sin overlevelse, er virksomhedens topchef, Mark Abraham, tiltalt for groft bedrageri i Rumænien.
Det kunne vi Finans afsløre i denne uge på baggrund af rumænske retsdokumenter.
Straffesagen venter endnu på at komme for retten, men Mark Abraham er allerede blevet dømt i en civil retssag om nogle af de samme forhold.
Afsløringerne fik tirsdag aktierne i Shape Robotics til at styrtdykke. Topchef Mark Abraham afviser i et skriftligt interview med Finans alle anklager og skyder tilbage på os på Finans:
»Jeg er en skurk og en rumænsk kriminel, som har skjult alt, der kan findes offentligt med et enkelt klik. Jesus, er I seriøse? Jeg forstår, at I er racister, men det bliver værre, når I kalder mig dum.«
Ja, vi er seriøse. Nej, vi er ikke racister men derimod journalister. Og ja, vi mener, at de nye oplysninger om Shape Robotics i allerhøjeste grad har offentlighedens interesse.
Jesper Høberg, Tobias Hansen Bødker og William Springer står bag afsløringerne.
Ugens anbefaling
Journalist Jesper Kildebogaard udgiver hver uge et velskrevet nyhedsbrev her fra Finans, som jeg altid bliver klogere af. Det hedder Finans Tech, og du kan abonnere på det direkte via Finans eller via Linkedin.
Vi nærmer os slutningen af året, og i stedet for at forsøge at opsummere alting og ingenting, har Jesper Kildebogaard valgt at dykke ned i udviklingen af noget, vi nok alle sammen glæder os til: Selvkørende biler.
Ugens citat
»Jeg har stadig masser af ideer til at sikre selskabets og landmændenes fremtid. Så jeg bliver hængende en del år endnu, hvis de ellers vil have mig.«
Arla-topchef Peder Tuborgh (62 år), der netop har rundet 20 år på topposten i Arla, til Børsen.
Tak for at læse med! God fredag og god weekend.
bh
Simon Bendtsen

