Fortsæt til indhold

ECB-chef til Europas regeringer: Det er nu, I skal handle

Den Europæiske Centralbank skuffede en smule med sin hjælpepakke, som fokuserer på at hjælpe virksomheder og banker over en kortsigtet likviditetskrise. ECB-chef Christine Lagarde opfordrede til gengæld Europas regeringer til at få mere saft og kraft i deres egne hjælpepakker.

ECB-chef Christine Lagarde var ret tydelig på sit pressemøde torsdag. Det er ikke bankens opgave at holde økonomien i live. Foto: AP/Markus Schreiber
Økonomi

Chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, opfordrede på sit pressemøde torsdag i meget klare vendinger områdets regeringer til at søsætte mere ambitiøse finanspolitiske hjælpepakker - og til at koordinere dem indbyrdes.

»Alle regeringer og politiske organisationer bør handle nu - og stærkt - for at mindske spredningen og de økonomiske konsekvenser af den. Der er brug for ambitiøse og koordinerede - ambitiøse og koordinerede - finanspolitiske tiltag for at holde hånden under virksomheder og forbrugere,« siger Christine Lagarde.

Tidligere på dagen trodsede ECB markedets forventninger og undlod at sætte renten ned fra de nuværende -0,5 pct.

I stedet sætter banken turbo på programmer, der skal øge bankernes udlån. F.eks. tillader man nu, at bankerne låner mere ud i forhold til deres kernekapital. Man låner også flere penge ud til områdets banker til en lav rente.

ECB sendte også yderligere 125 mia. euro ind i sit opkøbsprogram og målretter pengene til køb af virksomhedsobligationer fra eurozonens store selskaber inden årets udgang.

»Det er et meget klart signal om, at bolden ligger hos regeringerne. Det bliver spændende at se, hvad man gør i Tyskland,« siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

Centralbanker i bl.a. Kina, USA, Canada, Storbritannien, Australien og Island har allerede lempet pengepolitikken for at dæmpe de økonomiske eftervirkninger af coronavirus.

Finanspolitiske hjælpepakker fra bl.a. Italien og Storbritannien er de seneste dage vokset i styrke og omfang, efter en sløv start.

Danmark har også lanceret tiltag, der bl.a. udskyder virksomhedernes betalinger af moms og A-skat.

I USA, verdens største økonomi, slås demokrater og den republikanske præsident Donald Trump dog stadig om omfanget af landets hjælpepakke.

I Tyskland har finansministeren lovet, at ingen virksomhed skal gå ned som følge af coronavirus, men det har hidtil været småt med konkrete tilsagn.

Finansmarkederne har reageret på manglen af kraftfulde svar med store fald de seneste dage. Det samme skete torsdag eftermiddag i Europa.

I USA måtte børsen i New York for anden gang i denne uge suspendere handlen, fordi faldene var så massive.

Aktiemarkeder i Europa, USA og Japan er efter tab på mere end 20 pct. fra toppen nu i såkaldte bear-markeder, hvor salg og pessimisme som regel dominerer.

Der er nu ifølge flere økonomer - deriblandt hos Nordea - en stor risiko for, at kampen mod coronavirus vil sende hele eurozonen i recession.

»Spredningen af coronavirus har introduceret en langt større risiko for europæisk og global økonomi, end vi har set i mange år. Vi kan kun håndtere det her chok, hvis vi handler sammen,« siger Christine Lagarde.

Artiklens emner