Økonomi

Flere hundrede danske virksomheder fanget af renteswappen

Mindst 573 danske virksomheder i over 100 brancher har indgået en renteswap-aftale med banken, som kan forfølge de enkelte virksomheder i op til 30 år.

Det skriver Børsen.

Når man som kunde laver en såkaldt renteswap, bytter man rente med banken i et vist antal år.

Det sker for at sikre sig mod rentestigninger. For aftaler indgået omkring 2008 skete det ved, at man byttede en variabel rente ud med en fast renten på mellem 4 og 5,5 pct.

Siden er renten faldet markant, hvilket har medført et voldsomt fald i swappens markedsværdi, som belaster virksomhedernes egenkapital.

Det overrasker både Bjarne Astrup Jensen, som er professor ved CBS, og Jakob Brandt, som er vicedirektør i SMV, at så mange forskellige virksomheder har takket ja til en renteswap.

- Renteswaps er primært opfundet til finansiel risikoafdækning i finansielle virksomheder, pensionskasser og institutionelle investorer. Det er bekymrende, at så mange private virksomheder har gjort brug af et finansielt instrument af den her karakter, udtaler Bjarne Astrup Jensen til Børsen.

Antallet af virksomheder, som har renteswap, vurderes ifølge Børsen at være endnu højere, idet ikke alle virksomheder oplyser ensartet om deres anvendte finansielle instrumenter i deres regnskaber.

BRANCHENYT
Læs også