Fortsæt til indhold

Barske vejrforhold i Brasilien og Colombia skaber mangel på kaffebønner

Kaffeforbruget dalede sidste år, men er nu på vej tilbage, og det kan blive en dyr fornøjelse. Barske sydamerikanske vejrforhold har sat kaffebønner i høj kurs.

Barske vejrforhold i Brasilien og Colombia kan betyde, at prisen på kaffebønner snart vil stige. Foto: Jonas Olufson
Økonomi

En lang periode med tørke i Brasilien og udsigt til voldsomme mængder regn i Colombia truer kaffeproduktionen. Udviklingen peger på øgede omkostninger for kaffesælgerne og dermed højere kaffepriser for forbrugerne, skriver Bloomberg.

»En af de største trusler ved regnen er bladrust, en svamp, som allerede har medvirket til, at kaffebønderne har mistet milliarder af dollars,« oplyser Roberto Velez, som er adm. direktør for det nationale forbund for kaffeproducenter til Bloomberg.

Det er særligt Arabica bønnen, som udgør mellem 70-75 pct. af hele verdens kaffeproduktion, der er truet af de aktuelle vejrforhold. Årsagen er vejrfænomenet La Niña, der har forstærket de normale klimatiske forhold og gjort dem mere ekstreme.

I løbet af de sidste to måneder er der faldet tre gange mere nedbør end normalt i Columbia. Det tyder ikke på, at de store mængder regn stopper med at falde.

Kaffe er i høj kurs på verdensplan og handles blandt andet på børsen i New York og London, hvor prisen for colombiansk kaffe er på sit højeste i ti år, da udsigten til en dårlig kaffehøst har fået spekulanterne til at byde prisen op.

Manglen på kaffebønner sker samtidigt med, at forbruget er ved at vende tilbage til normalen efter et år med verdensomspændende coronarestriktioner, hvor der er blevet socialiseret minimalt med en kop kaffe.

I Danmark faldt kaffeforbruget også i 2020. Ifølge formand for Dansk Kaffeinformation, Henrik Frellsen, er kaffe et socialt samlingspunkt, men grundet coronanedlukninger blev mange caféaftaler og kaffepauser aflyst sidste år, og derfor blev der drukket mindre kaffe.

I 2020 blev der drukket 28.830 tons kaffe i Danmark. Det svarer til et fald på 1.944 tons kaffe i forhold til året før.

Omregnet til kopper er det 5,4 milliarder kopper kaffe, som sammenlignet med 2019 er et fald på 200 millioner kopper kaffe, oplyste Henrik Frellsen i en pressemeddelelse tidligere på måneden.

Artiklens emner
Kaffe