»Olieguru« forudsagde dramatiske prisfald: Nu spår han en fordobling af olieprisen
Der er udsigt til dyrere benzin i standerne, hvis den anerkendte økonom Gary Ross får ret i sin forudsigelse.
Manden, der som den første forudsagde de kraftige olieprisfald sidste år, har igen haft krystalkuglen fremme. Og den viser det stik modsatte af, hvad mange andre analytikere spår.
Gary Ross er en anerkendt energiøkonom, grundlægger af selskabet PIRA Energy Group og bliver af Bloomberg News betegnet som en »olieguru«. Derfor bliver der lyttet, når han taler. Ikke mindst da han i mandags gav et interview i London.
Her gik Gary Ross imod mange af sine kollegers spådomme og sagde, at oliepriserne vil stige markant over de næste fem år.
»De nuværende priser er ikke bæredygtige. Det er vanskeligt at se for sig, at priserne ikke vil komme op over 100 dollar per tønde i løbet af de næste fem år,« sagde Gary Ross ifølge Aftenposten.
Fredag eftermiddag lå prisen for en tønde af den europæiske referenceolie Brent på 56,38 dollar, så der er tale om knap en fordobling af prisen, såfremt Gary Ross' forudsigelse holder stik.
Den amerikanske olieguru afviser, at udbuddet af olie er for stort i forhold til efterspørgslen. Det er ellers en gængs holdning blandt branchekendere, men ifølge Gary Ross er produktionskapaciteten begrænset; bedst illustreret af Saudi-Arabien, der pumper olie som en gal og må bore i nye områder for at øge produktionen.
Balancen mellem udbud og efterspørgsel bliver ellers udfordret gevaldigt, når millioner af tønder med iransk olie strømmer ud på verdensmarkedet i de kommende år. I sidste uge faldt en atomaftale på plads mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd (USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig) samt Tyskland.
Aftalen betyder blandt andet, at olien fra Iran igen bliver givet fri på verdensmarkedet, og allerede har det fået olieprisen til at falde.
Ifølge økonom i Danske Bank Jens Nærvig Pedersen vil olieprisen forblive på sit nuværende niveau i nogle måneder, men vil så stige igen, bl.a. fordi det næppe går så galt i Kina, som der pludselig var frygt for.
Den seneste tid er aktiemarkedet i Kina på det nærmeste kollapset, men risikoen for, at bunden er på vej ud af den kinesiske økonomi er meget lille, mener Jens Nærvig Pedersen.
»Vi forventer stadig, at væksten i år vil blive på 6,8 pct. i Kina. Det er stadig en pæn vækst, men vi skal vænne os til, at væksten ikke bliver de 9-10 pct., som vi tidligere har set,« sagde han tidligere på ugen til Finans.dk.
Olieprisen vil snarere være afhængig af, hvordan den globale vækst udvikler sig.
»Her er der udsigt til vækst i Europa, og USA er også ved at rette sig, efter at der i et par måneder har været nogle skuffende nøgletal. Så efter et par måneder på det nuværende niveau vil olieprisen stige igen,« vurderer Jens Nærvig Pedersen.







