Fortsæt til indhold

Hun har haft 3000 ledere på skolebænken for at lære dem en ny måde at lede på

Laura Storm arbejder med det, hun kalder regenerativ ledelse. At give mere, end man tager. Det fortæller hun om i Finans' ledelsespodcast ”Tjek ind”.

Laura Storm er stifter af Regenerators. Foto: Jeffrey Hunter
Ledelse med Louise Orbesen

Det krakelerer på ledelsesgangene.

Sådan lyder det fra Laura Storm, der er grundlægger af Regenerators og forfatter til bogen ”Regenerativ ledelse”, og gæst i en ny episode af Finans’ podcast om fremtidens lederskab ”Tjek ind”.

»Hele den succesdefinition, som handler om at optimere alle ressourcerne: Naturressourcer, menneskeressourcer og skabe økonomisk succes på bekostning af alle andre bundlinjer. Det har været et lederideal, vi har haft: En, der ikke viser sårbarhed,« fortæller Laura Storm.

Men den form for lederskab er der ved at ske et opgør med, mener hun.

»Den profil er ved at krakelere. Jeg ser, at de ledere ikke længere kan opretholde det romantiserede billede op af sig selv og deres succes,« siger Laura Storm, der mener, at vi nu har brug for ledere, der forstår at lytte og som kan se sine egne skyggesider.

Laura Storm arbejder med det, hun selv kalder regenerativ ledelse. Og gennem sit arbejde i Regenerators har hun haft flere end 3000 ledere igennem et forløb for at komme i gang med det regenerative arbejde. Ledere, hvor mange udtrykker »en dyb længsel« efter noget nyt. Og Laura Storm forklarer, at det ikke kun handler om bæredygtighed. Det regenerative handler også om at efterlade ting i bedre tilstand end før. Et interessefelt, der kan spores helt tilbage til hendes egen barndom.

»Jeg har arbejdet med bæredygtighed altid. Lige siden jeg var otte år, hvor jeg lavede kampagner for at rejse penge til at opkøbe stykker af Amazonas,« fortæller hun i podcasten.

»Det har været en rød tråd i mit liv at kigge efter, hvad kan vi lære af livets visdom; af naturens intelligens.«

Du kan lytte til alle Laura Storms tanker i denne episode af ”Tjek ind” – ligesom du kan lytte til de tidligere episoder med bl.a. Jeppe Rindom fra Pleo og Christian Bason fra DDC.

Hent alle afsnit af Finans podcasts i Apple Podcast, Spotify eller lyt til alle afsnit direkte her.

Artiklens emner
Ledelse
Tjek ind