Maria Hjorth forlod lederjobbet for at skabe en porteføljekarriere
Efter en lang karriere i finansverdenen satte Maria Hjorth sig for at lægge sit arbejdsliv om, fortæller hun i den nyeste episode af podcasten "Tjek ind".
Maria Hjorth har lagt sit arbejdsliv helt om.
Farvel til ét arbejde. Farvel til én arbejdsgiver. I stedet har Maria Hjorth skabt sig det, hun kalder en porteføljekarriere, fortæller hun i Finans’ podcast om ledelse ”Tjek ind”. En vej, hun mener flere kan gå.
»Jeg synes, at man går lidt væk fra det meget linenær fokus, som vi har i arbejdslivet i dag, hvor det hele tiden handler om at performe, få mere ansvar og ny titel; og igen performe; mere ansvar og ny titel. Det linenære fokus skal brydes op. Der må være flere måder at lave karriere på,« siger Maria Hjorth i podcasten.
Maria Hjorth begyndte karrieren i investeringsbanken Carnegie, og siden arbejdede hun i bl.a. Danske Bank og VP Securities. Men selvom hun var glad i lederjobbene, hvor ansvaret var stort og mailbakken stopfyldt, lurede alligevel en drøm om at leve på en helt anden måde.
»Når man er leder, så låser det en fra morgen til aften fem plus dage om ugen, året rundt. Og man får deponeret sit liv i sit arbejde. Og det er ok for en stund, men jeg synes også, at man må stoppe op og spørge sig selv, hvor lang tid vil man deponere sit liv i det job, for lige pludselig er man måske kommet så langt i livet, at der måske ikke er så mange alternativer,« lyder det fra Maria Hjorth.
I dag kan hun også skrive forfatter på cv’et efter, hun for nylig udgav en bog, der netop handler om, hvordan man bygger en porteføljekarriere.
En porteføljekarriere, der betyder, at man kombinerer flere indtjeningskilder - altså, at man har en portefølje af forskellige job og stor fleksibilitet.
En tendens, der også ses i dansk erhvervsliv, når flere topchefer forlader direktørposter langt før, de rammer pensionsalderen for i stedet at kaste sig over en bestyrelseskarriere.
»Individet fylder mere end kollektivet i dag. Folk sammensætter efter kompetencer og interesser – og det er blevet mere ok at gøre, også tidligere i dag,« lyder det fra Maria Hjorth i podcasten.
Hent alle afsnit af Finans podcasts i Apple Podcast, på Spotify eller lyt til alle afsnit direkte her.

