Fortsæt til indhold

Emilia van Hauen opfordrer ledere til selv at åbne sig op for Generation Z

Sociolog Emilia van Hauen er forfatter til en ny bog om Generation Z, som hun fortæller om i den nyeste episode af ledelsespodcasten "Tjek ind".

Emilia Van Hauen er gæst i 'Tjek ind' for at tale om, hvordan det er at lede Generation Z. Foto: Mads Frost
Ledelse med Louise Orbesen

»Mange af dem, der synes, at de er røvbesværlige som medarbejdere, synes samtidig, at deres egne børn, der opfører sig på samme måde, er mega cool.«

Det er Generation Z, vi taler om, og ordene er Emilia van Hauens. Sådan fortæller den velkendte sociolog nemlig som gæst i den nyeste episode af Finans’ podcast om ledelse ”Tjek ind”.

Emilia van Hauen har netop skrevet en bog om Generation Z ikke mindst for at hjælpe de mange ledere, der lige nu tager imod den unge generation på det danske arbejdsmarked. Og som ikke altid synes, det er lige let. Emilia van Hauen mener, at det for ledere gælder om at åbne mere op.

»Der er ingen tvivl om, at alle har brug for en stærk leder, der står stærkt værdimæssigt og relationelt. Men man behøver måske ikke at stå stærkt ind i systemet, altså det hierarkiske system eller KPI-systemet. Det er det, man kan løsne op for,« siger Emilia van Hauen i podcasten.

Hun mener, at det som leder handler om, at man skal være nysgerrig på Z’erne. Men også turde åbne op for, hvem man selv er.

»Vi er ved at bevæge os væk fra hierarkiet. Og i stedet for have funktionelle stillinger, så handler det mere om, at man har en personlighed, der gør, at folk frivilligt gerne vil følge en. Det, tror jeg, er det aller, aller væsentligste, man skal have øje for i dag,« lyder det i podcasten.

Du kan lytte til hele den nye episode af ”Tjek ind” med Emilia van Hauen lige her, ligesom du læse hele Finans’ serie om Generation Z, der i disse år stormer ind på arbejdsmarkedet.

Artiklens emner
Ledelse
Job og Karriere