Politik
0

Trump i nyt udfald mod Danmark: I betaler for lidt til forsvaret

Trump kritiserer nu Danmarks forsvarsbudget, som han siger skal være højere.

»Danmark bruger kun 1,35 pct. af BNP på forsvarsbudgettet. Det er et velhavende land og burde være på minimum 2 pct.,« lyder det i tweetet. Foto: Tasos Katopodis/Reuters

Donald Trump fortsætter onsdag aften på at bruge tid på at snakke om Danmark.

Det sker, efter Donald Trump tidligt onsdag aften valgte at kritisere statsminister Mette Frederiksen for »væmmeligt« sprogbrug i forbindelse med Trumps ide om at købe Grønland.

Trumps nye udfald sker med et velkendt emne som omdrejningspunkt: forsvarsbudgettet.

»Danmark bruger kun 1,35 pct. af BNP på forsvarsbudgettet. Det er et velhavende land og burde være på minimum 2 pct.,« lyder det i tweetet, som fortsætter:

»Vi beskytter Europa, og alligevel er kun 8 ud af 28 Nato-lande over 2 pct.-målet. USA er på et meget, meget højere niveau end det.«

Det er ikke første gang, Donald Trump harcelerer mod andre Nato-medlemmers i hans øjne manglende spendering. Aftenens tweet om Danmark er da også et i en serie af tre tweets, der alle omhandler manglende penge fra Nato-landene.

I et af de andre tweets har han vedlagt en graf over Nato-landenes forsvarsbudgetter for at illustere sin pointe.

Danmark er det eneste land, han nævner ved navn i de tre tweets, som også inkluderer en påstand om, at han har fået Nato-medlemmer til at hæve forsvarsbudgetterne med 100 mia. dollars.

Snakken om manglende penge i budgettet til kampfly, krigsskibe og soldater kommer efter en begivenhedsrig dag i forholdet mellem Danmark og USA personificeret ved Trump.

Det hele startede tidligt på natten, da Trump annoncerede, at han aflyste det ellers hastigt planlagte statsbesøg til Danmark, som skulle være fundet sted 2. og 3. september.

Aflysningen fulgte i kølvandet på, at han havde snakket om at købe Grønland. Den tanke blev afvist fra både dansk og grønlandsk hold - blandt andet ved at Mette Frederiksen kaldte diskussionen absurd.

Sidstnævnte ord gjorde Trump det ved sin pressebriefing klart havde givet dødsstødet til besøget, fordi »sådan taler man ikke til USA.«

Mette Frederiksen har endnu ikke reageret på Trumps seneste bemærkninger om forsvarsbudgettet, men har dog udtalt, at hun »ikke kommer ikke til at gå ind i en ordkrig med nogen - ej heller med den amerikanske præsident.«

Donald Trumps krav, om at Danmark og de øvrige Nato-medlemmer skal bruge to pct. af BNP på forsvaret, er ikke sået i egen have.

De to pct. er således et mål, som man i regi af Nato selv er blevet enige om. Der er dog ikke vedtaget nogen konsekvenser ved ikke at leve op til målet

BRANCHENYT
Læs også