Serier

Hjælpepakker til erhvervslivet kommer i lind strøm: Organisationer efterlyser hjælp til de selvstændige

Vi kommer til at se et massivt antal konkurser og betalingsstandsninger hos små selvstændige, forudser Dansk Erhverv.

Corona rammer verden
Adm. direktør for Dansk Erhverv Brian Mikkelsen var selv med til at præsentere trepartsaftalen om lønkompensation. Han mener, den bør forbedres. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Selv om regeringen har lanceret en stribe initiativer, der skal hjælpe erhvervslivet igennem corona-krisen, er der behov for markant mere støtte, lyder det fra flere organisationer.

Mandag foreslog regeringen som det seneste at udskyde betalingsfrister for moms og b-skat for små og mellemstore virksomheder.

Virksomheder kan orientere sig om de forskellige ordninger her.

Det ændrer dog ikke på, at situationen i nogle brancher stadig er meget, meget alvorlig, siger direktør Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv.

Han peger på, at virksomheder inden for oplevelsesøkonomien - rejsebureauer, hoteller, restauranter m.fl. - styrtbløder i øjeblikket.

»Detailhandlen med undtagelse af dagligvarebutikker er også begyndt at lide, og det, vi hører, er, at det nu breder sig til alle andre brancher,« siger han.

Derudover er der de små selvstændige, der omfatter mange brancher.

»De har ingen kapital og robusthed at stå imod med, og jeg er sikker på, at vi kommer til opleve massivt mange betalingsstandsninger og konkurser, for når man ikke sælger noget, kan man heller ikke betale sine udgifter,« siger Brian Mikkelsen.

Han mener, at man bør forsøge at hjælpe med statsgaranterede lån, bedre lønkompensation, end den der er allerede er forhandlet på plads, samt tilbagebetaling af skat og moms.

I DI er direktør Kent Damsgaard enig i, at særligt de små og mellemstore virksomheder har brug for likviditet nu og her. Det er fint, at regeringen vil udsætte betalingsfristerne for moms og b-skat fremadrettet, men virksomhederne har netop afregnet moms den 1. marts, og den bør tilbagebetales, mener han.

»Der er brug for noget, der kan virke på den korte bane, for ellers bliver virksomhederne nødt til at nedbringe deres omkostninger meget, meget hastigt, og så ender det i fyringer og konkurser,« siger Kent Damsgaard.

Han mener, at eksportvirksomhederne kan blive de næste, der kommer i problemer, hvorfor der allerede nu kan være behov for se på mulighederne for at styrke Danmarks Eksportkredit.

Vicedirektør Jakob Brandt fra SMVdanmark mener også, at der er akut brug for hjælp til de små selvstændige:

»Der er mange virksomheder, der ikke har ansatte, og hvor ejeren ikke har nogen form for støtte eller kompensation,« siger Jakob Brandt, der er direktør i interesseorganisationen SMVdanmark.

»Vi er nødt til at have fokus på de helt små virksomheder, for de er helt oversete, og de lukker ufatteligt hurtigt, fordi de ikke har en stor pengekasse at tære på,« siger Jakob Brandt.

Han mener, at selvstændige skal have adgang til den samme kompensation på 23.000 kroner om måneden, som virksomheder får til hjemsendte ansatte. Det er dog en vigtigt, at den selvstændige samtidig får lov at arbejde i et vist omfang, så virksomheden ikke bare lukker helt ned.

Derudover foreslår han, at virksomhederne skal have adgang til billige lån, fordi de foreløbige meldinger fra medlemmerne tyder på, at bankerne ikke vil låne penge ud til de små virksomheder.

Da regeringen og arbejdsmarkedets parter søndag præsenterede en trepartsaftale om lønkompensation, sagde statsminister Mette Frederiksen, at der bliver arbejdet på at finde løsninger for de små virksomheder.

Dansk Byggeri har en del af disse virksomheder i medlemskredsen, og organisationens direktør, Lars Storr-Hansen mener også, at der er behov for mere hjælp til de små virksomheder.

I byggebranchen har arbejdsgiverne i forvejen en aftale om at kunne sende medarbejdere hjem uden løn - dog skal arbejdsgiveren betale de første ledighedsdage, der også er kendt som G-dage.

Denne forpligtelser ser branchen gerne sløjfet under corona-krisen, siger Lars Storr-Hansen, der desuden opfordrer det offentlige til at holde gang i byggeriet.

BRANCHENYT
Læs også