Fortsæt til indhold

Efter stor hjælpepakke: Erhvervslivet øjner nye støtteordninger for trecifret milliardbeløb

Regeringen præsenterede torsdag den hjælpepakke, som man har forhandlet på plads med Folketingets partier det seneste døgn.

Hoteller, restauranter, butikker og barer er lukket ned på grund af coronakrisen. Det gælder også i Aalborgs kendte forlystelsesgade Jomfru Ane Gade, der ligger øde hen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Politik

Blækket på aftalen mellem regeringen og Folketingets partier om en stor hjælpepakke er knap nok tørt, før erhvervslivet øjner nye ordninger for et trecifret milliardbeløb.

Erhvervslivets organisationer er ovenud positive over torsdagens hjælpepakke, der bl.a. indfører en kompensationsordning for selvstændige, støtte til kriseramte virksomheders faste udgifter og øget adgang til statsgaranterede lån og eksportkredit.

Men på pressemødet blev det samtidig gentaget adskillige gange, at politikerne er klar til at gøre, hvad end der skal til for at redde erhvervslivet og lønmodtagerne gennem krisen, og at de om nødvendigt er klar til at bruge et trecifret milliardbeløb.

Og det er organisationerne klar til at holde dem op på.

Adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen siger:

»Politikerne har vedtaget en historisk aftale i dag, men jeg er også utrolig glad for det klare signal om, at et bredt politisk flertal er klar til at træffe flere historiske beslutninger i den næste tid.«

Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv, er enig:

»Det er et klart tegn på, at et samlet folketing har forstået, at arbejdet med at holde hånden under danske virksomheder og arbejdspladser langt fra er slut endnu. I de kommende dage og uger skal vi løbende sammen sikre mere nødvendig hjælp, så vi kommer gennem krisen med færrest mulige konkurser og mindst muligt tab af arbejdspladser. Det handler om at begrænse skaderne, og selv om vi gør alt, hvad vi kan, så vil skadevirkningerne være betydelige,« siger Brian Mikkelsen.

Hjælpepakken kommer, efter at der den seneste tid har været efterspurgt initiativer til selvstændige og små virksomheder.

Derfor er vicedirektør i SMVdanmark Jakob Brandt med egne ord »overordentlig positiv« over for den politiske aftale.

»Den gør mig stolt som dansker,« siger han.

Også han hæfter sig imidlertid ved politikernes ord om, at de er parat til at bruge et trecifret milliardbeløb udover de tiltag, som de allerede har besluttet.

»Pakken vil helt sikkert gøre, at vi kan undgå konkurser på den korte bane, men der bliver helt sikkert brug for mere støtte senere,« siger han.

»Jeg føler mig fortrøstningsfuld i forhold til, at når jeg kommer senere og fortæller, at der er virksomheder, der lider – og det kommer helt sikkert til at ske – så er pengene allerede til stede, og så kan man eksekvere hurtigere,« siger Jakob Brandt.

I Dansk Arbejdsgiverforening mener direktør Jacob Holbraad, at betydningen af den nye hjælpepakke ikke kan overvurderes.

»Der er tale om en historisk håndsrækning, som vil gøre en kæmpe forskel nu og her. Samtidig tilkendegiver partierne, at de står klar med et trecifret milliardbeløb. Det skaber tryghed og betyder, at vi fremadrettet kan reagere hurtigere, når der bliver behov for yderligere hjælp til virksomhederne,« siger han.

Hvis du vil vide mere om indholdet af hjælpepakken, kan du finde faktaark fra Finansministeriet her.

Hvis du vil vide mere om de forskellige hjælpepakker, som er iværksat, kan du finde yderligere informationer her.

Artiklens emner
DI
Dansk Erhverv