Økonom: Grækenland er ved at falde fra hinanden
Tiden, Grækenland blev givet til at udarbejde lovforslag, bliver i stedet brugt på, at politikere taler i hver deres retning.
»Vi behøver ikke vente fire måneder med tilbageholdt åndedræt på den næste runde græsk drama. Landet er allerede nu politisk og økonomisk ved at falde fra hinanden.«
Sådan lyder det fra Ulrik Bie, cheføkonom ved Nykredit Markets.
Det er der to sammenhængende grunde til: statskassen er mere tom end forventet, og de græske politikere er ikke enige om, hvordan den skal fyldes op igen.
I slutningen af februar udlovede den tyske finansminister Schäuble ekstra tid til grækerne, så de kunne udarbejde konkrete bud på, hvordan landet økonomisk skal kunne holde sig oven vande. Med udgangen af april er det planen, at de konkrete forslag skal fremlægges i Bruxelles, så de sidste 7,2 mia. kr. i sikkerhedsnettet kan udbetales.
Men ak, lyder det fra Ulrik Bie - den opgave kan synes svær, når de forholdsvist uprøvede græske politikere øjensynligt er komplet uenige om, hvilken politik, der skal føres for at komme i mål.
»Det er for eksempel spørgsmål om, hvor der skal privatiseres, og hvordan det skal gøres, der volder politikerne problemer. Først handlede det om havnen Piræus, hvordan den skulle privatiseres, og i hvor høj grad det kan lade sig gøre. Nu er der er diskussioner om momsforhøjelser, omstrukturering af ejendomsskatten, socialreformer, skatteimmunitet og skatteunddragelse. Og ministrene udtaler sig som hovedregel fuldstændig ukoordineret med hinanden og i diametral modsat retning af aftalen med eurogruppen,« siger han.
Og det er ærgerligt, mener han, for satte Grækenland hårdt ind på at udrede nogle af de områder, de i deres første oplæg til trojkaen fremlagde, ville premierminister Tsipras og finansminister Varoufakis blive mødt med klapsalver, når de vendte tilbage til Bruxelles.
Politikerne må blive helt konkrete i, hvad der skal til for at få penge i kassen – og hvordan sikrer man sig, de kommer fra dem, der ifølge græsk lov rent faktisk bør betale dem?Ulrik Bie, cheføkonom ved Nykredit Markets
»Noget af det, vi ikke må glemme, er, hvor store dele af Syrizas partiprogram, der er et et opgør med bureaukrati, skatteunddragelse og offentlig korruption. Og hvis jeg var græsk regering, ville jeg forsøge at vise fremskridt på præcis de områder. Laver man en indsats mod beskyttede interesser, ineffektivitet i den offentlige forvaltning, skatte- og momsunddragelser og bureaukrati, så kan man løse tre fjerdedele af Grækenlands økonomiske problemer,« siger Ulrik Bie.
Men så snart forlængelsen af lånepakken var vedtaget, nedsatte de græske regeringspartier i stedet en række kommissioner, der bl.a. skal finde ud af, hvor mange penge Tyskland skylder grækerne i krigsskadeerstatning efter Anden Verdenskrig. Der er også en, der skal undersøge, om Grækenland blev narret ind i den første hjælpepakke.
I stedet burde de kigge på landets tomme statskasse og udarbejde konkrete forslag til, hvordan man fylder den op igen, og hvor pengene skal komme fra. For lige nu må Grækenland lægge sin tillid hos offentlige fonde for at betale de penge, de skal til IMF.
»Det er her, politikerne må blive helt konkrete i, hvad der skal til for at få penge i kassen – og hvordan sikrer man sig, de kommer fra dem, der ifølge græsk lov rent faktisk bør betale dem? De fleste erhvervsdrivende betaler ikke skat, og når man lige har vundet et valg, er det måske ikke en skatteopkrævning fra mellemklassen, man har lyst til at lave som det første,« siger Ulrik Bie.
IMF skal i alt have 1,5 mia. euro i marts, og første betaling på 300 mio. euro skal ske den 6. marts.
Allerede den 9. marts skal finansminister Varoufakis i Bruxelles fremlægge seks konkrete forslag til, hvordan man kan tackle de økonomiske problemer. Og forslagene skal være så konkrete, at eurogruppen kan sætte hak ud for hver enkelt opgave og uden diskussion sige: det har de styr på.
»Jeg forbeholder mig retten til at være skeptisk, indtil jeg ser Grækenland bedre sig. Vi har meget svært ved at se, hvordan nogen kan være imponeret over den græske indsats,« siger Ulrik Bie.

