Fortsæt til indhold

Tysk myndighed: Vi ville ikke have godkendt Teslas autopilot

Reaktionen kommer efter Teslas oplysninger om, at systemet stadig er i en udviklingsfase.

Politik

Teslas autopilotsystem ville ikke være blevet godkendt i Tyskland, når der er tale om et system under udvikling.

Det fastslår den tyske typegodkendelsesmyndighed Kraftfahrt-Bundesamt (KBA)over for Welt am Sonntag. Det sker, på baggrund af at Tesla efter en dødsulykke i USA på sin hjemmeside har oplyst, at systemet stadig er i en betafase, før det kan bruges.

Tesla understreger, at autopiloten som standard er frakoblet, og at førerne selv skal aktivere systemet.

»Man skal gøre sig helt klart, at der er tale om ny teknologi, der nu er i en offentlig betafase, før det kan bruges,« skriver Tesla.

Læs mere hos Tesla

På den baggrund vil den tyske myndighed nu indlede en undersøgelse af Tesla-systemet, der er blevet typegodkendt i Hollland. En talsmand for KBA oplyser, at bilproducenterne selv kan bestemme, hvor i EU de vil søge om typegodkendelse. Af samme grund kan Tesla-bilerne køre videre i Tyskland.

Tesla har over for nyhedsbureauet Reuters oplyst, at selskabet samarbejder med KBA. Tesla oplyser også på sin hjemmeside, at nogle af funktionerne ved autopilotsystemet gradvis vil blive aktiveret i forbindelse med opdateringer af softwaren.

Som eksempel nævner Tesla, at man fra sin telefon kan ringe til bilen, så den holder klar ved hoveddøren.

Den tyske trafikminister, Alexander Dobrindt fra CSU, har besluttet, at en særlig kommission skal se på de spørgsmål, som rejses i forbindelse med brug af selvkørende biler. Samtidig skal færdselsloven ændres.

»Ifølge Wiener-konventionen er det i dag føreren, der til enhver tid er ansvarlig for køretøjet. Hvis det skal ændres, kræver det en ændring af konventionen og efterfølgende en ændring af de enkelte landes færdselsregler,« forklarer Per Alkestrup, der er chef for den juridiske afdeling hos bilistorganisationen FDM.

»Vi er i kontakt med vores europæiske søsterklubber om netop de udfordringer, der følger med de selvkørende biler,« tilføjer Per Alkestrup.

Artiklens emner
FDM