Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Dagpengeuret sættes på pause i yderligere to måneder

Dagpengemodtagere får nu til udgangen af august, før der igen tælles ned i dagpengeperioden.

Corona rammer verden
Aftalen indebærer også, at selvstændige får adgang til dagpenge, selv om de ikke har været medlem af en a-kasse i 12 måneder, som det ellers er krævet. Foto: Jens Dresling

Det såkaldte dagpengeur sættes på pause i yderligere to måneder. Det sker efter en aftale, som et flertal i Folketinget indgik natten til mandag.

Medlemmer af en a-kasse har ret til to år på dagpenge, hvis de opfylder en række krav. Det er de to år, der ofte kaldes dagpengeuret.

Under coronakrisen har den nedtælling været sat på pause. Indtil nattens aftale var uret sat i stå til udgangen af juni.

Med aftalen er den periode, hvor dagpengemodtagerens tid som ledig ikke tæller med, forlænget til udgangen af august.

Tidligere har flere fagforeninger forsøgt at overtale regeringen til at forlænge perioden året ud.

Også personer på sygedagpenge får forlænget deres ret med nattens aftale. Her er der tale om en forlængelse på tre måneder.

I marts blev retten til sygedagpenge forlænget med tre måneder under coronakrisen. Det skete med den begrundelse, at et enigt Folketing ikke ønskede, at personer på sygedagpenge skulle i et såkaldt jobafklaringsforløb, mens coronakrisen stod på.

Tidligere er også 225-timersreglen blevet suspenderet. Ifølge Enhedslisten er den suspendering ligeledes blevet forlænget med aftalen natten til mandag, så den følger dagpengene.

225-timersreglen betyder, at kontanthjælpsmodtagere kan få færre penge i kontanthjælp, hvis ikke de har arbejdet 225 timer i de foregående 12 måneder.

Til gengæld får alle på en offentlig ydelse 1000 kroner i et skattefrit tilskud som følge af nattens aftale. De 1000 kroner bliver ikke modregnet i nogen ydelse.

Aftalen indebærer også, at selvstændige får adgang til dagpenge, selv om de ikke har været medlem af en a-kasse i 12 måneder, som det ellers er krævet.

Den adgang er dog kun brugbar for selvstændige, der ønsker at kaste håndklædet i ringen, mener Jakob Brandt, vicedirektør for SMVdanmark - de små- og mellemstore virksomheders organisation.

- Det er godt, at man har givet dem adgang til dagpengesystemet, men man skal bare være opmærksom på, at adgangen til dagpengesystemet begrænses af, at man skal lukke sin virksomhed helt ned og sælge alle aktiver, og det kan tage længere tid, end man forventer.

- Derfor virker løsningen reelt ikke for de selvstændige, ikke mindst for dem der gerne vil drive virksomheden videre efter krisen, siger han i en skriftlig kommentar.

BRANCHENYT
Læs også