Privatøkonomi

Pengene strømmer fra pensionistens lomme til de unge via pensionsselskaber

Pensionister betaler høje gebyrer for deres formue, mens unge høster gevinsten på billige forsikringer.

En række pensionsselskaber opkræver høje gebyrer på pensionsformuen og bruger profitten på at give de unge billige forsikringer.
Foto: Colourbox.

I en række pensionsselskaber må pensionister betale høje gebyrer af formuen hvert år, og den profit bliver brugt til at sikre de arbejdende en lav pris på forsikringer. På den måde kommer de ældre kunder til at betale for de yngre.

Det skriver Politiken.

Flere pensionsselskaber laver underskud på deres forsikringsordninger, der blandt andet dækker erhvervsskader som stress og tab af erhvervsevne. Disse forsikringer er en del af pensionsordninger for dem, som endnu er aktive på arbejdsmarkedet, og ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen holdes priserne kunstigt lavt for at tiltrække nye kunder, erfarer Politiken.

Pensionsselskaberne dækker underskuddet ved forsikringsordningerne ved både at lade de pensionerede betale høje gebyrer for deres formue og samtidig indgå firmaaftaler, der ligeledes skaber profit ved høje gebyrer. Pensionsselskaberne beholder gennemsnitligt et overskud på 37 procent af det gebyr, firmakunderne betaler.

Det giver selskaberne årlige milliardoverskud, som bruges til at finansiere forsikringerne. Men de pensionerede har ikke længere den type forsikringer og derfor ikke glæde af de lave priser.

»Der sker en systematisk omfordeling af profit fra især pensionister og kunder med fripolicer til aktive kunder. Nye kunder tror, de får en billig ordning, men som pensionist får du fuld skrald på omkostningerne og betaler op til 1,5 procent af din formue årligt, også i hele udbetalingsperioden,« forklarer Jørgen Svendsen, der er aktuar og uafhængig pensionsrådgiver i firmaet AFPR, til Politiken.

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen har set på selskaberne: Alm. Brand, AP Pension, Danica, PFA, Topdanmark, Velliv, SEB, som nu er en del af Danica, og Skandia, som nu er en del af AP.

Vicedirektør i brancheorganisationen Forsikring & Pension, Jan V. Hansen, medgiver, at nogle pensionsselskaber har højere gebyrer for formueforvaltning, end nødvendigt er.

»Det skyldes, at der i nogle selskaber er underskud på forsikringsdelen, blandt andet fordi flere får udbetaling som følge af stress. Og konkurrencen på forsikring er så hård, at det er svært for disse selskaber at hæve priserne,« siger han til Politiken.

BRANCHENYT
Læs også