Trods energichok, rentehop og urolig økonomi: Flere danskere vil sælge deres bolig
Trods stigende priser, højere renter og den økonomiske usikkerhed, som Ruslands invasion af Ukraine har medført, går flere danskere med planen om at sælge deres bolig. »Det er overraskende,« siger boligmarkedsanalytiker.
Hver syvende dansker overvejer at sælge sin bolig inden for de næste seks måneder. Det viser en YouGov-undersøgelse lavet for ejendomsmæglerkæden Home - det svarer til 15 pct. af de danske boligejere. Det tal er steget fra 12 pct. for tre måneder siden og er på sit højeste niveau siden januar 2020. Det er i særdeleshed overraskende taget tidens økonomiske usikkerhed i betragtning, fortæller boligmarkedsanalytiker og talsperson i Home Henrik Hauthorn Jensen i en pressemeddelelse.
»Det er overraskende, at interessen for at sælge bolig lige nu faktisk er på samme niveau som for et år siden, hvor boligmarkedet nærmest kunne gå på vandet som følge af Corona-nedlukninger og restriktioner på rejser, restaurantbesøg osv. Vores hverdag er i stedet præget af overskrifter om stigende renter, stigende priser – ikke mindst på energi – og generel usikkerhed i halen på Ruslands invasion i Ukraine, men det lader ikke til at påvirke lysten til at sætte sin bolig til salg,« siger han.
Det tyder på, at der samtidig er stor villighed til at købe de boliger, som danskerne vil sælge.
Tal fra april fra Boligsiden.dk viser nemlig, at der fortsat er gang i boligsalget. I første kvartal af 2022 blev der solgt 22.584 boliger, hvilket er det næsthøjeste tal for perioden siden 2011, hvor Boligsiden begyndte at opgøre tallene. Den udvikling kaldte kommunikationsdirektør for Boligsiden, Birgit Daetz, i april for bemærkelsesværdig.
»Med tanke på at den stigende rente har gjort det dyrere at købe bolig, og at krigen i Ukraine samtidig har kastet en skygge over de ellers positive udsigter for økonomien, er det bemærkelsesværdigt, at vi nu igen ser et stigende og højt antal bolighandler,« sagde Birgit Daetz i en pressemeddelelse.
Boligpriserne er ligeledes stadig på himmelflugt. Tal fra Home viser, at priserne er endnu højere i dag end for et år siden – ifølge Home er priserne steget med over 3 pct. for lejligheder, ca. 9 pct. for huse og næsten 14 pct. for sommerhuse det seneste år.


