Se forskellen: Så meget har den styrkede dollar hjulpet danskernes investeringer
Den stigende dollarkurs har det seneste år afbødet de enorme fald på aktiemarkedet for danske investorer, som ligger inde med amerikanske aktier.
På seks måneder er den amerikanske dollar steget mere end 12 pct. – og fredag eftermiddag kan man købe en dollar for 7,39 pct. Tager man et kig tilbage i tiden, er det ca. 20 år siden, at dollaren sidst var så stærk over for euroen, som den danske krone som bekendt er ”bundet” til.
Styrkelsen af den toneangivende møntfod er en fordel for de investorer herhjemme, som har holdt amerikanske aktier siden starten af året. For mens aktiemarkedet i USA er faldet 20 pct. målt i dollars, har tabet været betragteligt mindre for investorerne målt i euro og kroner.
Hvis man tager et kig på MSCI USA-indekset, som følger amerikanske aktier over en bred kam, har faldet målt i euro været blot 11 pct. i år.
»Det har været en fordel for de danske investorer. Når verden har det en smule skidt, og der er uro på markederne, er dollaren en sikker havn. Så det er altid en god idé at have en del amerikanske aktier i sin portefølje,« siger Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg i Danske Bank.
Frygten for en recession er ifølge analytikeren årsagen til, at investorerne de seneste uger har søgt mod den amerikanske dollar. På samme tid har en betydelig forskel i renteniveauerne i USA og Europa gjort, at dollars ser mere attraktive ud end euros, konstaterer Lars Skovgaard Andersen.
»Eftersom det måske er uro, som har bidraget til styrkelsen af dollaren, er det måske ikke noget, som investorerne bør være glade for. Men der er uden tvivl også et element af renteforskel, som afspejles i valutaerne.«
Lige for tiden forsøger verdens største centralbanker at tæmme den høje inflation, som i juni lød på 8,6 pct. i eurozonen og i maj 8,6 pct. i USA.
Det skal ske ved hjælp af en strammere pengepolitik, men markederne er bange for, at centralbankerne hæver deres renter i sådan en grad, at det dræber væksten i USA og Europa og skaber en betydelig recession.
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed) har allerede hævet sin rente med i alt 150 basispoint siden marts i år, men Den Europæiske Centralbank mangler fortsat at foretage sin første renteforhøjelse på 25 basispoint, der står til at blive besluttet til et rente møde denne måned.
Ud over forskellen i renteniveauet er euroen blevet svækket yderligere af, at markederne er nervøse for, at krigen i Ukraine kan føre til en energikonflikt mellem Rusland og EU, som vil ramme økonomien.
Storbanken Deutsche Bank har i en note advaret om, at dollaren meget vel kan opnå paritet – eller ligevægt – med euroen, hvis scenariet bliver realitet, og hvis USA ender i en teknisk recession med to kvartaler med negativ BNP-vækst. Så vil dollaren ”overhale” den europæiske valuta.
For at opnå paritet med euroen skal dollaren nå en kurs på ca. 7,45 kr.
Mens det er en fordel at investere i amerikanske aktier for at sprede sin risiko, understreger Lars Skovgaard Andersen, at man ikke bør gå efter dollar-aktiver alene som et sats på, at valutakursen kommer til at stige.
»Nå jeg investerer, plejer jeg ikke at se på valutaer. De skal ikke afgøre, om man skal have over- eller undervægt i aktier. Man skal måske altid have noget i dollar, og det kan f.eks. være obligationer i valutaen. Det skal dog ikke være det, der driver sine investeringer, men lige nu kan man glæde sig over, at man har fået mindsket sit tab,« fortæller han.
På sigt kan den styrkede dollar ifølge Lars Skovgaard Andersen måske blive en fordel for danske og europæiske aktier, da visse selskaber er eksponeret mod USA.
Når dollarkursen stiger, kan de veksle de tjente dollars om til flere danske kroner, hvilket kan øge deres indtjening. Derudover styrker det deres konkurrenceevne.
»Sundhedsaktierne i Danmark og Europa er nok dem, der drager største fordel af en styrkelse af dollaren, fordi de er relativt defensive og også nyder godt af strukturel vækst,« fortæller Lars Skovgaard Andersen.