Privatøkonomi

Udsigten til en recession truer aktiemarkedet: Sådan garderer du dig

Frygten for en vækstopbremsning har de seneste måneder sendt mørke skyer ind over markederne, som efterhånden har indregnet sandsynligheden for en mild recession - og det giver måske investorerne nye muligheder.

Artiklens øverste billede
Aktiemarkedet har de seneste måneder været præget af frygten for en recession. Foto: AP Photo/Richard Drew

Frygten for en recession i USA og Europa har den seneste tid blæst mørke skyer over aktiemarkedet og banket kurserne i bund, mens investorerne har forsøgt at forudane alvoren af en snarlig økonomisk nedgang.

Globalt har aktiemarkedet været nede med mere end 20 pct. siden den seneste kursrekord, hvorfor det officielt er i et ”bear-marked” sammen med det toneangivende S&P 500-indeks og C25-indekset i Danmark.

Negativiteten har rod i, at den amerikanske centralbank (Fed) og Den Europæiske Centralbank (ECB) forsøger at tøjle den tårnhøje inflation med aggressive pengepolitiske stramninger og renteforhøjelser, som i værste tilfælde kvæler den økonomiske vækst og medfører recession.

Men hvordan bør man som investor forholde sig til den truende nedtur - og hvad vil det betyde for aktiemarkedet, hvis en recession udfolder sig?

Hvis man skal tro to analytikere, kan det bidrage med nye muligheder.

»Normalt har en recession en temmelig alvorlig, negativ indvirkning på aktiemarkedet, men en mild recession er til dels regnet ind i kurserne,« fastslår Frederik Romedahl Poulsen, der er senioranalytiker i Nykredit.

Forhistorien

Overordnet er en recession defineret ud fra et betragteligt fald i den økonomiske aktivitet, som varer over adskillige måneder og fører til negativ BNP-vækst, faldende indkomster, beskæftigelse og detailsalg. Den tekniske definition for recession er to kvartaler i streg med minusvækst.

Sådan en situation er selvsagt ikke sød musik i virksomhedernes ører, da den skaber uforudsigelighed og rammer indtjeningen. Derfor har det ifølge Frederik Romedahl Poulsen også indvirkning på deres aktiekurser:

»Det er ikke til at forudse varigheden af en recession, og hvor hårdt det rammer indtjeningen. På den måde er det naturligt, at investorerne ser på vækstudsigterne, og overvejer hvor meget de vil betale,« siger han.

Frederik Romedahl Poulsen vurderer, at aktiemarkedet allerede antager, at USA og Europa træder ind i en mild recession, hvor væksten bremser op, men arbejdsløsheden ikke stiger så brat, indenfor det næste års tid.

Hvis økonomierne i stedet får en alvorlig recession lignende finanskrisen og it-boblen, er situationen en anden. Så vil aktierne formentligt tage nye dyk.

»Sammenligner man med andre hårde recessioner, hvor faldet fra top til bund i S&P 500 var 50 pct., er det ikke utænkeligt, at markedet skal 30-40 pct. længere ned fra det nuværende niveau,« bemærker analytikeren.

Aktiesektorerne

Eftersom en økonomisk recession - om så den er hård eller mild - altid har konsekvenser for aktiekurserne, er det en udfordrende situation for investorerne. Men Frederik Romedahl Poulsen fastslår, at man historisk har kunnet se mod forskellige sektorer for at sikre sig det bedste afkast.

»Når markedet vender, ser vi ofte sektorer som stabilt forbrug, sundhed og forsyning klare det relativt godt. Fælles for dem er, at de er mindre efterspørgselsfølsomme og ofte holder fast i en fornuftig indtjening.«

Esben Saxbeck Larsen, der er ansvarlig for aktieinvesteringer i Danica Pension, er enig i betragtningen.

Han ser selv mod selskaber, som er i stand til at forsvare deres markedspositioner i et økonomisk stormvejr.

»For os at se er der masser af muligheder i de kvalitetsaktier, som har en stabil indtjening, om så markederne bevæger sig sidelæns eller baglæns. Man bør tage et kig på de enkelte selskaber i stedet for sektorer, da der også er teknologiselskaber, som er rustet til en recession,« siger han.

Han påpeger, at det er svært at sige, hvor meget markedet allerede har indregnet i aktiekurserne, men at der fortsat kan være afkast at hente.

»Hvis recessionen bliver aflyst, er kvalitetsaktier ikke nødvendigvis det bedste sted at være, men vores case er, det er en fordel at have aktier med stabil indtjening i begge scenarier,« siger Esben Saxbeck Larsen.

Renterne

Fordi investorerne efterhånden ser en mild recession ude i horisonten, er udsigten til nye aggressive renteløft fra især den amerikanske centralbank faldet den seneste tid. Forhåbningen er, at en recession vil medvirke til, at inflationen aftager, og centralbankerne sågar måske sænker renterne.

Hvis det sker, står investorerne ifølge Esben Saxbeck Larsen i en spøjs situation, eftersom en recession er skidt for aktierne. De faldende renter er dog en fordel for rentefølsomme aktier, som er hårdt ramte i år.

»Vi har den seneste tid set, hvordan de rentefølsomme teknologi- og vækstaktier har klaret det bedre,« konstaterer Esben Saxbeck Larsen.

Siden seneste kursbund i midten af juni er det teknologi- og væksttunge Nasdaq Composite-indeks i USA steget 13 pct., mens C25-indekset, der betragtes som et af de mest rentefølsomme børsindeks, er steget 15 pct.

For få måneder siden var indeksene nogle af dem, der havde klaret det værst siden årets start, hvor udsigten til kraftige rentestigninger tog til.

»Jeg kan sagtens forestille mig et scenarie, hvor væksten falder kraftigt, og renterne gør det samme – og i den situation kan teknologiaktierne sagtens blive en vinder, fordi de har været handlet så meget ned på de højere renter i år,« fortæller Frederik Romedahl Poulsen fra Nykredit.

»Man kan sige, at sektoren er præget af stor kvalitet i form af de største selskaber, der selv under hårde økonomiske vilkår har formået at levere flot indtjeningsvækst og fremstå robuste likviditetsmæssigt,« tilføjer han.

Recessionen

Nykredit og Danica Pension mener, at det er »overvejende sandsynligt«, at USA og Europa ender i recession. Vurderingen bygger på, at centralbankerne strammer deres pengepolitik og kvæler væksten for at skabe balance mellem efterspørgsel og udbud. Men spørgsmålet er fortsat alvoren.

»Der er ekstrem usikkerhed forbundet med, hvilken vej vi skal. Men væksten skal klart længere ned i gear, og så må vi se, om den ender i recessionsterritoriet,« siger Esben Saxbeck Larsen fra Danica Pension.

Hos Nykredit spår Frederik Romedahl Poulsen en mild recession.

»Men jeg skal understrege, at vi ser et stort udfaldsrum i øjeblikket. Mange faktorer spiller en rolle. Putin kan lukke for gassen til Europa i morgen, og så vil situationen være en anden,« siger senioranalytikeren.

Han påpeger, at Nykredit er undervægt i aktier og ser muligheder i det mindre risikable obligationsmarked, hvor renteniveauerne er blevet attraktive – særligt når det gælder stats- og realkreditobligationerne.

»Vi er forsigtige med at tage risiko,« siger Frederik Romedahl Poulsen.

Esben Saxbeck Larsen anbefaler, at man balancerer sin portefølje.

»Man skal have både gynger og karruseller (aktier og obligationer, red.), men vi mener, at det er godt at se mod kvalitetsselskaberne,« siger han.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.