Fortsæt til indhold

Historisk prispres: I 2023 faldt prisen på brugte elbiler 29 pct.

Prisen på nye elbiler raslede ned i 2023. Det trak tydelige spor til brugte elbiler, der også dykkede i pris. Nu viser kalenderen 2024, og nye prisfald presser sig på.

Brugte luksuselbiler som Porsche Taycan er faldet markant i pris i 2023, men prisfaldet har ramt brugte elbiler over en bred kam. Foto: Sebastian Gollnow/picture-alliance/dpa/AP Images
Privatøkonomi

Anført af markante Tesla-rabatter raslede prisen på fabriksnye elbiler ned i 2023 i et omfang, der satte historiske spor i brugtbilmarkedet.

Mens det er svært at opgøre prisfaldet på nyvognsmarkedet, viser nye tal fra Bilbasen, der er Danmarks største elektroniske handelsplads for brugte biler, at prisen på brugte elbiler sidste år dykkede 29 pct.

De markante prisfald året igennem lokkede da også købere til i stor stil.

»Der blev handlet godt 54.000 brugte elbiler mod 35.000 i 2022,« konstaterer Bilbasen om 2023-handlen.

Det svarer til en stigning på 54,3 pct. i et samlet brugtbilmarked, der med 584.000 handler endte som det næstbedste år nogensinde kun overgået af 2021.

Meget sigende endte 2023 året med nye prisfald på elbiler. I alt registrerede Bilbasen 17.309 prisnedsættelser i december anført af prisfald på især diesel- og elbiler.

De fortsatte prisfald betød, at prisindekset for elbiler sluttede året i indeks 71,8, mens prisindekset i januar 2023 lå i 88,9.

At elbilmarkedet er på den anden ende, ses bl.a. ved, at der er blevet skåret hårdt i prisen på elbiler i luksusklassen.

F.eks. dykkede prisen på en brugt udgave af Mercedes-flagskibet på elbilmarkedet, Mercedes EQS, i slutningen af 2023 med mere end 200.000 kr., skriver Børsen.

Men også brugte elbiler som Porsche Taycan og Audi e-tron GT er raslet ned i pris, og det er der en god grund til, lyder det fra Bilbasens markedsanalytiker.

»Årsagen er enkel: Der er for mange til salg i forhold til efterspørgslen, og alene det faktum, at vi har over 160 Taycan, over 40 e-tron GT og over 50 EQS, vidner om, at udbuddet er større end forventet,« udtaler Jan Lang til Børsen.

Den nye rapport fra Bilbasen viser, at de mest søgte elbiler fortsat er Tesla-supersællerten Model Y og lillebroren Model 3. Til gengæld er Model Y, som satte danmarksrekord i 2023 med 17.955 leverede fabriksnye biler, ikke længere er den hurtigst omsatte bil på brugtvognsmarkedet.

I december løb elbilen Volvo C40 med titlen med et gennemsnit på blot 12 liggedage, før der var fundet en ny køber.

Selv om prisindekset på elbiler faldt 29 pct. i 2023, stopper det næppe her. I hvert fald har Jan Lang fra Bilbasen spået overfor Finans, at prisen på elbiler runder rekordlave indeks 70 i februar.

Da priserne på elbiler toppede, lå indekset i 117,8. Det var i august 2022.

Om Jan Langs forudsigelse kommer til at holde stik, kan kun tiden vise. Foreløbig peger pilen dog i retning af nye rekordfald.

I årets første to uger har forhandlerne sænket priserne 2.714 gange på elbiler på Bilbasen. Samlet løber prisfaldet op i 36,6 mio. kr. svarende til et gennemsnitligt prisfald på knap 13.500 kr.

Artiklens emner
Bilbranchen
Elbiler