Mikrobilerne falder stadig i pris
Og det smitter voldsomt af på brugtprisen, når ejerne vil skifte dem ud.
Nye mikrobiler bliver stadig billigere, selv om bilerne bliver både større, bedre og mere sikre end forgængerne.
VW up! har ikke været udsat for en yoyo-prispolitik. Den kan mere sammenlignes med en iPhone på hjul.
Bilimportørerne har i de seneste år især konkurreret om privatkunderne med stadig lavere priser på mikrobilerne. Det har betydet, at bilklassen har siddet på helt op til tre fjerdedele af salget til private bilkunder, der har ladet sig lokke af stadig lavere priser.
Et enkelt mærke, Volkswagen, mener dog selv, at man har holdt sig uden for priskrisen
Og det er en bevidst strategi, fortæller Søs Righolt Ilum, der er pressechef for Volkswagen i Danmark.
»Vi har netop fastholdt prisen på up! for at begrænse værditabet på de brugte biler. Vores kunder skal ikke frygte, at den bil, de køber i dag, kan købes væsentligt billigere om tre måneder. Det er for os et spørgsmål om troværdighed. Samtidig skal man som køber ikke kun se på nyprisen, men i høj grad også på, hvad man får igen den brugte bil,« forklarer pressechefen.
Hun har indsamlet nypriser fra 2011 og 2014 for en række mikrobiler på det danske marked. Tallene viser, at 2014-modellerne i nogle tilfælde er mere end 30 pct. billigere end 2011-modellerne.
Model |
Pris 2011 |
Pris 2014 |
VW up! |
90.000 |
90.000 (0 pct.) |
Ford Ka |
100.000 |
66.000 (- 34 pct.) |
Toyota Aygo |
115.000/86.000 |
89.500 (-22 pct.) |
Peugeot 107/108 |
96.000 |
80.000 (-16 pct.) |
Citroën C1 |
85.000 |
80.000 (-9 pct.) |
Suzuki Alto |
109.000 |
70.000 (- 35 pct.) |
Hyundai i10 |
95.000 |
90.000 (-5 pct) |
Chevrolet Spark |
93.000 |
85.000 (-9 pct.) |
Kilde: Volkswagen - Toyota anfører dog en anden 2011-pris for Aygo end VW.
Hos Toyota, der med sin Aygo-model er den hårdeste konkurrent til VW up!, har pressechef Anders Tystrup en noget anden vurdering end VW.
»Den anførte pris for Aygo-modellen er helt hen i vejret. Aygo-modellen kostede i 2011 fra 86.0000 kr., og i dag koster den fra knap 90.000 kr. Den er altså steget i pris. Men i øvrigt kan man slet ikke sammenligne bilmodeller på tværs af generationer,« siger Anders Tystrup.
Derfor kan han heller ikke genkende det billede, som VW stiller op.
Når VW har angivet en højere pris for Toyota Aygo, hænger det ifølge Søs Righolt Ilum sammen med, at man har valgt en model, der i udstyr svarer til VW up!
Til gengæld har VW selv monteret mere udstyr - bl.a. navigationsanlæg i de nyeste up!'er. Det får så Toyota til at mene, at VW ikke helt har fastholdt prisen for modellen. Toyota ser det derimod som en indirekte prisnedsættelse at give en bil mere udstyr, uden at prisen øges.
Til gengæld tøver analytiker Jan Lang fra bilhandelspladsen Bilbasen.dk ikke med at fastslå, at mikrobilerne har været gennem en meget bemærkelsesværdig prisudvikling.
»I 2009 kostede en Toyota Aygo 132.000 kr. Nu koster den fra knap 90.000 kr., og de nye modeller har mere plads, mere udstyr og er meget mere sikre,« forklarer Jan Lang.
Her anfører Anders Tystrup dog, at Toyota Aygo i 2009 kunne købes fra 97.000 kr.
Bilkøberne kan dog i dag få en langt bedre bil til en langt lavere pris. Det går så til gengæld ud over dem, der vil sælge en brugt minibil.
Jan Lang har regnet på, hvordan brugtpriserne er for de ovennævnte bilmodeller, der blev købt som nye i 2011.
I beregningen er der gået ud fra, at bilerne er i god stand og sælges i ren handel til forhandlere. Bilerne har kørt 60.000 og har komplet servicebog.
Tallene viser, at VW up! har haft det mindste værditab. Men samtidig sløres beregningerne af, at flere af modellerne er kommet i nye versioner siden 2011. Det går i sig selv ud over brugtpriserne på de gamle biler.
»Udregningerne gælder de gamle modeller. Samtidig skal man være klar over, at der ikke er solgt ret mange VW up! til 90.000 kr. Bilerne har typisk kostet 115.000-120.000 kr., fordi kunderne har valgt mere udstyr,« siger Jan Lang.
Han kalder værditabene bemærkelsesværdige, fordi der kun er tale om en tre-årig periode.
»Bilerne er afskrivningsmæssigt hårdt ramt, fordi de var dyrere biler med ringere udstyr end de nye modeller, der både er bedre og billigere. Så kan værditabet kun blive meget markant. Samtidig vil værditabet vil være endnu mere udtalt, hvis mikrobilen er ældre. Det sker et knæk fra årgang 2010,« forklarer Jan Lang.
Model |
Værditab fra 2011 til 2014 - * angiver ny model i perioden |
VW up! |
46-48 pct. |
Ford Ka |
62-64 pct. |
Toyota Aygo |
56-58 pct. * |
Peugeot 107/108 |
58-60 pct. * |
Citroen C1 |
58-60 pct. * |
Suzuki Alto |
62-64 pct. * |
Hyundai i10 |
52-54 pct. * |
Chevrolet Spark |
61-63 pct. |
Beregninger: Bilbasen.dk
Allan Skytte Christensen, der er forbrugerøkonom i bilistorganisationen FDM, siger også god for, at up!-modellen som brugt taber mindst.
»Det er der flere forklaringer på. Volkswagen kom sent på markedet med VW up! og samtidig stod flere konkurrenter over for at skulle forny deres mikrobiler. Det gjaldt eksempelvis trillingerne Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo. Derfor endte FDM også med ikke at kunne anbefale køb af disse modeller, fordi de sikkerhedsmæssigt kun havde tre stjerner i den europæiske crashtest. Det er en del af forklaringen på værditabet på disse modeller,« mener Allan Skytte Christensen.
Til gengæld indrømmer han også, at VW up! har sat standarden.
»VW up! har et bedre navn. I modsætning til andre mikrobiler har den ikke været udsat for en yoyo-prispolitik. Den kan mere sammenlignes med en iPhone på hjul, og samtidig er det i høj grad unge bilkøbere, der vælger en up!« siger Allan Skytte Christensen.
Han forudser til gengæld, at VW up! kan blive ramt af prisfald netop på grund af sin popularitet.
»Bilen har længe været den mest solgte model i Danmark. På et tidspunkt vil det smitte af på brugtpriserne, at der er så mange biler,« vurderer Allan Skytte Christensen.
Ifølge Søs Righolt Ilum kommer der et facelift på VW up! i 2016.
»Så må vi til den tid se, hvordan det påvirker brugtpriserne,« siger hun.