Fortsæt til indhold

Nykredit maner til ro efter nye kursfald

Kurserne på de lange obligationer faldt igen onsdag, men lånene er stadig historisk billige.

Privatøkonomi

Kursfaldene på obligationsmarkedet har på rekordtid skabt nervøsitet blandt mange boligejere. Realkreditinstitutterne har i denne uge fået mange henvendelser fra kunder, der er i tvivl om, hvad de skal gøre, efter at 2 pct. lånet ikke længere er tæt på kurs 100, og 2,5 pct. lånet er kommet i spil igen.

»Vi oplever, at boligejerne er blevet kursforkælede. Tidligere talte man om, at en obligation som tommelfingerregel skulle have en kurs omkring 95 for at være attraktiv. Nu er reglen nærmest kurs 99,« siger forbrugerøkonom i Nykredit, Johan Juul-Jensen.

At boligejerne efter kursfaldene er blevet dårligere stillet, er dog at stramme den, mener Johan Juul-Jensen.

»Faktum er, at man i dag kan vælge mellem to historisk attraktive fast forrentede lån. Ligesom vi i dag måber over, at boligejere i 1970’erne betalte op mod 20 pct. i rente, vil en kommende generation af låntagere muligvis måbe over, at det en gang var muligt at optage et 30-årigt realkreditlån med fast rente på blot 2 pct.,« siger Johan Juul-Jensen.

Indtil for nylig har 2 pct.-lånet reelt været den eneste mulighed for kunder, der ønskede fast rente. Nu skal de vælge mellem 2 og 2,5 pct., og det valg er ikke så lige til. Det ene lån giver en højere månedlig renteudgift og et lavere afdrag, mens det andet giver et større kurstab.

Heller ikke her behøver valget være svært, fastslår Johan Juul-Jensen.

»Ved man, at man med stor sikkerhed bliver boende i boligen de næste 10 til 20 år, vil jeg anbefale 2 pct.-lånet, mens 2,5 pct. lånet kan være det rette valg, hvis man gerne vil have mulighed for at sælge om f.eks. fem år uden risiko for et større kurstab.«

Også på et lån på 2,5 pct. kan man få kurstab, men optagelseskursen er tæt på 100, så det potentielle tab er begrænset. Til gengæld er 2,5 pct.-lånet ikke så kursfølsomt som 2 pct.-lånet, og hvis renterne forsætter med at stige, vil man opleve størst konverteringsgevinst med 2 pct.-lånet.

Kursen på et fastforrentet 2 pct.-lån med afdrag er på få uger faldet fra 98,7 til omkring 95.

»Sidste år var der ingen, der drømte om, at et fast forrentet lån på 1,5 pct. nogensinde ville blive muligt. Faktum er, at rentens veje er uransagelige, og hvis man i dag vælger et 2 pct.-lån til kurs 96, risikerer man at skulle indfri det til kurs 100, hvis renten falder. Det er måske ikke sandsynligt, men risikoen er der, og man bør tage det med i sine overvejelser,« siger Johan Juul-Jensen.