3 pct. lånet tilbage: 500 kr. dyrere at undgå kurstab
En uges tøven kan have kostet mange boligejere dyrt.
Efter en vild, vild dag på rentemarkederne er det nu en realitet: 3 pct. lånet er tilbage igen. For de boligejere, der står og skal optage et fast forrentet lån og samtidig begrænse kurstabet, bliver det nu bliver 500 kr. dyrere om måneden efter skat at låne 1 mio. kr.
For første gang siden oktober er gennemsnitskursen på 3 pct. lånet uden afdrag nemlig under 100, og så kan man få tilbud i det igen.
»Den seneste uges kursfald har været voldsomt, og det kan mærkes,« konstaterer boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.
Hvis man nu vil optage et fast forrentet lån på 1 mio. kr. med 10 afdragsfrie år, og vælger man den obligation, der giver en det mindste kurstab, dvs. den 30-årige 3 pct. obligation, så ligger den månedlige ydelse på 2.210 kr.
Havde man stået onsdag i sidste uge og skulle optage et lignende lån, var det sket i den 30-årige 2 pct. obligation med 10 afdragsfrie år, og der havde den månedlige ydelse kun ligger på 1.700 kr.
Sådan er prisen for at låne 1 mio. kr.:
| Nu | For en uge siden | |
|---|---|---|
| Kuponrente | 3 pct. | 2 pct. |
| Kurs | 99,9 | 96,8 |
| Månedlig ydelse efter skat | 2.210 | 1.700 |
| Hovedstol | 1.026.000 | 1.059.000 |
Kilde: Nordea Kredit
»Det betyder med andre ord, at boligejerne skal finde ca. 500 kr. mere på budgettet, for at låne de samme penge til en sikker rente som for blot otte dage siden.«
Et plaster på såret er, at den hovedstol, man vil få ved dagens kursniveau på det 30-årige fastforrentede 3 pct. lån med 10 afdragsfrie år kun ligger på 1.026.000 kr., mens hovedstolen for én uge siden var krøbet op på 1.059.000 kr., mener hun.
»Når man tager den månedlige ekstraudgift i betragtning, får det dog næppe boligejerne til at synes, plastret er stort nok til at dække hele såret.«
Cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig, maner også til besindighed.
»Renterne er stadig lave i en historisk kontekst - vi har stadig renter på flekslån tæt på nul, og et 30-årigt 2,5 pct.-lån med afdrag til en fornuftig kurs. Tilbage i efteråret blev dette lån betragtet som et superlån,« siger han.

