Fortsæt til indhold

Rentehop kan bremse voldsom boligfest

Ophedet ejerlejlighedsmarked i København har godt af en rentepuster.

Privatøkonomi

Priserne på ejerlejligheder i København stiger igen så hurtigt, at det vækker bekymring. Håbet er, at den seneste tids rentestigninger kan lægge en dæmper på det.

»Det kan lyde lidt underligt at glæde sig over, at renten stiger. Men når det drejer sig om det københavnske ejerlejlighedsmarked er det faktisk tilfældet,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hillligsøe Heinig.

19 pct. er udbudspriserne steget med på blot et år, og de seneste to måneder har prisstigningerne været usædvanligt høje. Således blev det til en prisstigning på 2,7 pct. alene i marts måned.

»Det gør diskussionen om en prisboble relevant, og den diskussion vil køre videre. Vi har ikke de præcise værktøjer til at finde ud af, om det går for stærkt. Vi kan konstatere, at når man indregner løn- og prisstigninger er vi ikke tilbage niveauet fra 2006 og 2007, men vi er meget opmærksomme på den hurtige prisudvikling,« siger Christian Hillligsøe Heinig.

Han har set på prisudviklingen det seneste år med udgangspunkt i årsstigningstakten og selve prisniveauet. Årsstigningstakten kan være misvisende, hvis den eksempelvis er høj på grund af prisstigninger en del måneder tilbage i tid - eller fordi priserne faldet meget året før. Derfor er det nødvendigt at tage selve prisniveauet med.

»Det er tydeligt, at prisfesten tager godt til i København, og vi har set ganske kraftige prisstigninger i årets første fire måneder. Der er næppe tvivl om, at de lave renter har været ekstra brændstof til markedet for ejerlejligheder. De højere renter kan forhåbentligt være med til at tage lidt af farten af det,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Mange køber ejerlejligheder efter, hvor billig den månedlige ydelse er. Derfor vælger mange lejlighedskøbere flekslån. De er alligevel afhængige af de lange renter, fordi en kreditvurdering skal basere sig på købers evne til at betale et fast forrentet lån med afdrag.

Derfor kan rentestigningen betyde, at mange ikke kan købe for så meget, som de havde regnet med.

Indtil nu har Realkredit Danmark ikke sagt nej til mange lejlighedshandler i København, men markedet følges tæt, forsikrer Christian Hilligsøe Heinig.«

Artiklens emner
Nykredit
Johan Juul-Jensen