Nye boliglån gør din gæld større
Timingen for omlægning af boliglån kan blive ret afgørende denne sommer.
De nye realkreditlån, der erstatter de eksisterende den 1. september, bliver dyrere for boligejerne. Så hvis man overvejer en låneomlægning, kan det betale sig at få den på plads inden, lyder rådet fra den uvildige bankportal, Mybanker.
Kurserne på de nye 30-årige obligationer bliver ca. 1,5 point lavere end de eksisterende. Det betyder, at restgælden for et lån på 1 mio. kr. automatisk bliver 15.000 kr. større. Hvis man har et lån på 2 mio. kr., bliver restgælden 30.000 kr. større.
For 10, 15 og 20-årige lån kan kursfaldet nemt være mellem 1,5 og 2 kurspoint - altså op til 40.000 kr. for et lån på 2 mio. kr., lyder vurderingen fra direktør i Mybanker, Morten Westergaard.
»Hvis man har et fast forrentet lån, som det kan betale sig at konvertere, er det måske nu, man skal slå til. Dermed får man sit nye lån i de "gamle" obligationer og en lavere rente og lavere ydelse på sit nye lån, end hvis man venter til efter den 31. august,« siger Morten Westergaard.
Fra 1. september i år vil realkreditinstitutterne begynde at finansiere 30-årige fast forrentede lån i en ny obligation med udløb 1. oktober 2050. Det betyder blandt andet en tre år længere løbetid med lavere kurser og højere renter.
»En af grundene til at realkreditlån på trods af stigende bidrag stadig er relativt billige lån, er at de obligationer, realkreditinstitutterne sælger for at finansiere lånene, er lette at handle,« mener Morten Westergaard.
Når det gælder fast forrentede lån, sker det blandt andet ved i en periode på tre år at benytte de samme obligationer til at finansiere den samme slags lån.
For eksempel er 30-årige lån siden den 1. september 2014 blevet finansieret ved at sælge en obligation med udløb den 1. oktober 2047. På den måde bliver mange lån samlet i en obligation, og det gør obligationen nem at handle, og dermed bliver kursen højere, og renten lavere.
I dag benytter man en 30-årig obligation med udløb i 2047. Den erstattes den 1. september af en ny med udløb i 2050.
På samme måde vil 10 -årige lån blive finansieret i en obligation med udløb i 2030 i stedet for udløb i 2027, 15-årige lån i en obligation med udløb i 2035 i stedet for i 2032 og 20-årige lån i en obligation med udløb i 2040 i stedet for i 2037.
Et 30-årigt lån, der er udbetalt i november 2014, vil senest være tilbagebetalt i november 2044, selv om den obligation, der blev brugt til finansiering, udløber i 2047. Det betyder, at obligationen med udløb i 2047 vil udløbe drypvis mellem oktober 2044 og oktober 2047.
»For at købe en obligation med en gennemsnitlig løbetid der er tre år længere, kræver investorerne en højere rente, og det betyder altså lavere kurser og højere rente for boligejerne,« forklarer Morten Westergaard.


