Privatøkonomi

København og Aarhus i skyggen: Her koger lejlighedsmarkedet

Der er fortsat fuld knald på ejerlejlighedsmarkedet.

Der er stor efterspørgsel på ejerlejligheder i de store byer. Foto: Henrik Kastenskov Arkivfoto: Henrik Kastenskov

Priserne på ejerlejligheder er eksploderet på et år, og det er ikke i København og Aarhus, selv om priserne også er steget der. Der er derimod tale om Aalborg og Odense. Markedet her er »kogende,« mener en boligøkonom.

»Aalborg og Odense er sælgernes optimisme på kogepunktet. Begge byer ligger senere i konjunkturforløbet på boligmarkedet end både København og Aarhus, hvor priserne allerede er steget meget de seneste fem år. Derfor er det ikke underligt, at både København og Aarhus, nu bliver overhalet af både odenseanere og aalborgensere. Vi forventer, at den udvikling vil fortsætte i den kommende tid,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Udviklingen læses tydeligt i den seneste boligmarkedsstatistik.

I København og Aarhus er udbudspriserne det seneste år steget med ca. 8,5 pct. Målt over to år er priserne steget 14 pct. i København og 17 pct. i Aarhus.

»Det er ganske meget, men når man sammenligner med både Odense og ikke mindst Aalborg, kan det virke beskedent,« siger Lise Nytoft Bergmann.

I Odense og Aalborg er udbudsprisen for en gennemsnitlig lejlighed således det seneste år steget med hhv. 11,4 pct. og 7,6 pct., og med ikke mindre end 22,7 pct. og 42,2 pct. de seneste to år.

Udbudspriserne kan tolkes som en strømpil for, hvad sælgere og mæglere forventer eller håber, der vil ske med priserne i den kommende tid. Her er konklusionen, at det er lejlighedssælgerne i de store byer, der er mest optimistiske. Interessant er det også, at prisforventningerne til lejligheder er steget mere i både Odense og Aalborg end i København og Aarhus de seneste år, mener Lise Nytoft Bergmann.

»En del af forklaringen på de kraftigt stigende udbudspriser skal findes i nybyggeriet, som er vokset de seneste år, og som dermed spiller en stadig større rolle for udbudspriserne. Det er helt almindeligt, at en ny lejlighed udbydes til en højere pris end en gammel lejlighed, og derfor er det også naturligt, at udbudspriserne er steget i de store byer, hvor byggekranerne har fået travlt,« siger hun.

En anden del af forklaringen på de kraftigt stigende udbudspriser skal findes i, at boligmarkedet ganske simpelt stadig befinder sig i et højt gear i alle fire byer. Køberne er mange, og der er ikke særligt meget til salg, og det er med til at presse priserne opad.

»Så har man en lejlighed, som mange vil have, kan man tillade sig at sætte en høj pris,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Netop nybyggeriet spiller en afgørende rolle for det kogende boligmarked i Aalborg, vurderer indehaver af Danbolig i Nørre Sundby, Klaus Danskgaard Kristjansen. De nye lejligheder ligger attraktivt og har en størrelse, der appellerer bredt. Det kan være til den unge familie, der vil blive boende i byen, eller forældrene, der køber en lejlighed til børnene for senere selv at flytte ind i den.

Det vil typisk kræve en lejlighed af en vis størrelse, med god beliggenhed og gode faciliteter.

»Der er sket en stor udvikling på fem år, og der blev opbygget et vist lager i 2015 og 2016. Nu har vi set en ketsjup-effekt, og det går virkelig stærkt,« siger Klaus Kristjansen.

Næsten hver femte lejlighed sælges via køberkartotek og når derfor aldrig på nettet.

I Odense er der også fart på, bekræfter indehaver af Danbolig, Odense, Sara Lygum.

»Køberne er der, og de er klar over, at der er grænser for, hvad sælgerne vil acceptere af prisnedslag. De er klar til at slå til hurtigt,« siger Sara Lygum.

Det er primært lejligheder i Odense C, der er rift om. I København og Aarhus er der traditionelt mange forældrekøb, og den tendens har nu bredt sig til Odense. Ca. halvdelen af alle lejligheder sælges som forældrekøb.

»Alle ved, at København har buldret afsted de senere år. Men i de seneste tre år har der virkelig været fart på her i Odense også,« siger Sara Lygum.

BRANCHENYT
Læs også